3 MENINGER: Hurtigt internet

Hvad mener du om, at regeringen vil droppe støtten til hurtigere internet i landområderne?

12. september 2020, 06:00
1 af 3 KNUD DAHL, LUNDØ Personligt er jeg udmærket tilfreds med hastighed og kvalitet på internetforbindelsen i Nordfjends. Men at der stadig er områder i Danmark, som ikke har ordentlig dækning, synes jeg ikke i orden. Med et udbredt ønske om udvikling af landdistriktsområder bør god dækning vel være en selvfølge, og det burde understøttes af regeringens finanslovsforslag.
2 af 3 LONE DAHL, SDR. RESEN Jeg synes, at alle har ret til hurtigt bredbånd. I mange år har vi haft mobilbredbånd som eneste og stadig meget langsomme mulighed for forbindelse. I foråret var vi dog så heldige, at der blev lagt fiberbredbånd ind hos os, selv om vi er et af de landområder, som har været fobigået på grund af lav befolkning. Så jeg håber for alle yderområder, at de vil være lige så heldige som os.
3 af 3 KRISTIAN HANSEN, VRIDSTED I Vridsted har vi i mange år haft lynhurtigt fiberbredbånd, og det er helt nødvendigt, hvis nye beboere og virksomheder skal tiltrækkes eller fastholde dem, der er der nu. Hurtigt internet er nu en forudsætning for at virksomheder, skoler, butikker og moderne landbrug kan drives. Visionen må være, at alle danskere og alle områder skal have adgang til hurtigt internet - hellere i dag end i morgen - for at understøtte udviklingen overalt i landet og til gavn for økonomi, velfærd og bæredygtighed.

Regeringen har igen i år foreslået ikke at inkludere bredbåndspuljen på 100 mio. kr. i sit finanslovsforslag. Den har siden 2016 hjulpet borgere med at få hurtigere internet i tyndt befolkede områder, hvor teleselskaberne ikke har haft nogen kommerciel interesse. Allerede sidste år var puljen på vippen, men endte med at blive bevaret efter finanslovsforhandlingerne. Hos Landdistrikternes Fællesråd møder det igen kritik, at regeringen tilsyneladende ikke planlægger at afsætte penge til internethastigheden i landområderne.