Bestyrelsesformand: Penge til ny Stoholm Skole giver ny energi

120 millioner kroner til en ny skole får armene i vejret i Stoholm

14. september 2020, 14:03
Arkivfoto

Stoholm De får det, som de vil have det, de borgere der har kæmpet for, at Stoholm skal have en helt ny skole i stedet for at blive ved med at reparere og renovere på den gamle.

Da byrådspolitikerne i Viborg Kommune onsdag i sidste uge nåede frem til en ny budgetaftale, indeholdt den en splinterny skole i kommunens tredjestørste by til anslået 120 millioner kroner, der er afsat på budgettet over perioden 2022-2025.

Ikke overraskende var det noget, der straks spredte glæde i Stoholm, hvor bestyrelsesformand for Stoholm Skole Mette Thybo Jensen havde svært ved at få armene ned igen.

- Der er selvfølgelig stor glæde, men også sådan lidt: »Er det virkelig lykkedes, tør vi tro på det, og skal vi endelig komme i mål med det?« Men helt sikkert glæde, og så også en stor taknemmelighed over, at vi nu får, hvad vi har ønsket os så længe, og det bliver så spændende at komme i gang med, siger Mette Thybo Jensen.

Mod og lydhørhed

Taknemmeligheden er rettet mod de beslutningstagere, der ifølge Mette Thybo Jensen har udvist stort mod og lydhørhed ved at afsætte det dobbelte beløb af, hvad der var på tale indtil for ganske nylig, da planen stadig lød på ombygning og lidt tilbygning på den gamle skole.

- Det, at man tør gå skridtet videre og kan se det store perspektiv i det, er meget glædeligt. Men jeg synes også, at vi i arbejdsgruppen har været gode til at gøre opmærksom på, hvad en ny skole også kan bruges til. For det skulle gerne blive et sted, hvor der også er lys i vinduerne efter skoletid, synes Mette Thybo Jensen.

Med finansieringen på plads, er den største hurdle selvsagt skaffet af vejen, men det betyder ikke, at bestyrelsens og arbejdsgruppens arbejde dermed er til ende.

- Der ligger også et sejt træk forude, men det bliver jo med en helt anden og fornyet energi fra nu af, siger Mette Thybo Jensen.