Så fik Sparkær sit trinbræt

Hvis alt kører på skinner, kan det første tog stoppe i byen inden jul 2021

15. september 2020, 08:45
Arkivfoto: Henrik Bagge

Sparkær De har ventet i spænding på Viborg Kommunes budgetforlig, og der var heldigvis gode signaler til borgerne i Sparkær, da der onsdag i sidste uge kom hvid røg fra forhandlingslokalerne.

Et stort flertal af byrådspolitikerne har nemlig vedtaget at afsætte syv millioner kroner på budgettet for 2021 til et trinbræt i byen, så togene fremover igen vil stoppe i lillebyen, ligesom de gjorde frem til 1979.

Og i Sparkær kniber de sig næsten i armen over beslutningen, der godt nok lige skal endeligt vedtages på 1. behandling den 16. september og dernæst 2. behandling den 7. oktober, men det betragtes som en formssag.

- Vi er jo ellevilde og superglade for, at det nu kommer i søen, lyder den umiddelbare reaktion fra Karin Stavnskær fra Toggruppen, som gennem mange år har arbejdet på sagen.

Bolden hos kommunen

Forude ligger et arbejde med at få projektet konkretiseret, og lige nu ligger bolden hos kommunen, som skal køre sagsforløbet.

- Kommunen tager fat i Banedanmark omkring, at vi nu har et projekt, der skal i gang, men vi følger det fortsat, og vi byder ind, hvor vi kan. Men det lovmæssige og tekniske ligger hos kommunen, siger Karin Stavnskær.

Hun er ikke i tvivl om, at det har været afgørende med et stærkt engagement i byen, der senest manifesterede sig, da borgerne i løbet af en uge samlede knap 150.000 kroner ind til projektet for at sende positive signaler til politikerne, et beløb der i øvrigt fortsat stiger.

- Ja, folk bliver ved med at indbetale, men det er tydeligt, at det der samlede ryk gør indtryk, også i form af at vi selv stiller arbejdskraft til rådighed, og at byen som sådan viser sit engagement, siger Karin Stavnskær.

Toggruppen satser i øvrigt hårdt på, at det første tog vil holde i Sparkær i december 2021, når den nye køreplan foreligger.