Tak for indsatsen

Verner Holdt Hansen er stoppet efter 41 år i bestyrelsen i Mønsted Brugsforening

17. september 2020, 05:59
Verner Holdt Hansen holder her den afskedsgave, han fik af bestyrelsen, en ugle som symbol på Verners rolle i bestyrelsen som den vidende medspiller med et altid skarpt overblik og stærke historiske referencer. Privatfoto

Mønsted Sidste uges coronaudsatte generalforsamling i Mønsted Brugsforening var ikke kun bemærkelsesværdig derved, at den blev holdt om efteråret i stedet for foråret.

For blandt deltagerne var der én bestemt person, der skilte sig ud.

Verner Holdt Hansen stillede sig for første gang i 41 år ikke til rådighed for valg, og det kaldte på flere hyldesttaler, efter man i øvrigt først havde sunget foreningens særlige medlemssang forfattet af Verner selv sammen med formand Susanne Vestergaard.

Bølgerne gik højt

En hilsen var tikket ind fra uddeler i Virklund Morten Melin, der gennem årene har arbejdet tæt sammen med Verner Holdt Hansen i flere udvalg og bestyrelser, og den blev læst op af formanden.

- Vi var et fast makkerpar i mange år i kædeforeningen, hvor vi var med i mange drøftelser, også nogle hvor bølgerne gik lidt højt indimellem, men vi holdt sammen og havde hele tiden de mindste foreninger i vore tanker. Du bakkede altid op om uddeleren, og vi kunne regne med en fast støtte fra din og bestyrelsens side. Tak for det, lød det blandt andet fra Morten Melin.

En hilsen var der også fra uddeleren i Bjergby, Tommy Hansen, der ligeledes havde erfaring med Verner Holdt Hansens engagement i Coop og hans store loyalitet overfor de små brugsforeninger.

Meget at takke for

Næst på talerlisten var så formand Susanne Vestergaard selv.

- Vi i bestyrelsen har virkelig meget at takke dig for. Med din store viden og dybe indsigt har du beriget vores bestyrelsesmøder, og du brænder for brugsforeningerne og vores butik i Mønsted. Du er altid klar, når der skal løses praktiske opgaver, gøres status, hænges julepynt op eller tages gulvtæppe op i den gamle brugsbygning, lød det blandt andet fra Susanne Vestergaard.

Og inden hun sluttede af med på bestyrelsens vegne at takke for den store indsats og opfordre til et stående bifald, slog hun fast:

- Personligt har jeg lært helt ufatteligt meget af dig.

En gave til aftenens hovedperson blev også suppleret med en buket blomster til fruen, Hanna Holdt Hansen.

- Det er jo hende, der har måttet undvære Verner i de mange timer, han har investeret i bestyrelses- og foreningsarbejdet, som det plausibelt begrundes af formand Susanne Vestergaard.

Men selv om meget handlede om Verner Holdt Hansen, var der også et valg, der skulle afholdes, og en ny bestyrelse for Mønsted Brugsforening har nu konstitueret sig med formand Susanne Vestergaard, næstformand Tommy Christensen, Aage Steffensen, Anders Maagaard Klint, Maja Struntze Torp og Poul Hjort.

Sekretær er Linett Refsgaard Toft og suppleant Frank Kingo Mikkelsen.