Her bliver børnene del af en ring

På en ny 4H gård i Vinkel lærer bybørn om livet på landet

23. september 2020, 05:04
1 af 20 Mathilde på 12 år bruger sin ven Max som sofa, mens hun lige passer de digitale forpligtelser. Foto: Henrik Bagge
2 af 20 Soen Agnes har i uge 32 leveret det nye kuld af grisebasser, der ses i baggrunden. Randi Knudsen (tv) er formand for Skive 4H og var med til åbningen, da Pernille Kudahl (th) tog imod foreløbig 13 børn på sin 4H gård. Foto: Henrik Bagge
3 af 20 Døtrene Malou på 10 år (tv) og Mathilde på 12 år (i midten) har det fint med, at flere børn nu får deres gang på gården, hvor Pernille og Henrik Kudahls sammenbragte familie i forvejen tæller syv personer. Foto: Henrik Bagge
4 af 20 Grisene er fra uge 32, og Pernille Kudahl har nu givet dem deres egen fold ved siden af deres mor, Agnes. Foto: Henrik Bagge
5 af 20 Hængebugsvinene er faktisk mor og datter. Foto: Henrik Bagge
6 af 20 Randi Knudsen er formand for Skive 4H og blandt andet også kendt af en masse børn i lokalområdet for sin mangeårige medvirken i sommerferiens Madskoler for børn. Foto: Henrik Bagge
7 af 20 Et helt nyt hønsehus i luksusklassen er en del af børnenes nye fællesskab på 4H gården i Vinkel. Foto: Henrik Bagge
8 af 20 Hundene Sif og Karla er lige så interesserede i gårdens mange dyr som de børn, der har 4H gården som fritidsinteresse. Foto: Henrik Bagge
9 af 20 Mathilde har en god ven i Max. Foto: Henrik Bagge
10 af 20 Kaninerne er blandt nyanskaffelserne, da Pernille og Henrik Kudahl sagde ja til at blive 4H gård. Foto: Henrik Bagge
11 af 20 Pernille Kudahl er lidt af en hønemor. Foto: Henrik Bagge
12 af 20 Grisene er fra uge 32, og Pernille Kudahl har nu givet dem deres egen fold ved siden af deres mor, Agnes. Foto: Henrik Bagge
13 af 20 Hestene havde Pernille Kudahl i forvejen. I baggrunden ses en dressurbane med lys. Foto: Henrik Bagge
14 af 20 Malou på 10 år har en fest med de mange dyr på gården. Foto: Henrik Bagge
15 af 20 Mathilde på 12 år bruger sin ven Max som sofa, mens hun lige passer de digitale forpligtelser. Foto: Henrik Bagge
16 af 20 Kaninerne er blandt nyanskaffelserne, da Pernille og Henrik Kudahl sagde ja til at blive 4H gård. Foto: Henrik Bagge
17 af 20 Malou på 10 år har en fest med de mange dyr på gården. Her er det dværghamsteren Ejgil, der tilses. Foto: Henrik Bagge
18 af 20 Malou på 10 år har en fest med de mange dyr på gården. Her er det dværghamsteren Ejgil, der tilses. Foto: Henrik Bagge
19 af 20 Dværghamsteren Ejgil bor på 4H gården i Vinkel sammen med 53 andre dyr. Foto: Henrik Bagge
20 af 20 Malou på 10 år har en fest med de mange dyr på gården. Foto: Henrik Bagge

Vinkel Der var i forvejen et væld af børn på matriklen, der var vant til at komme og gå, som det passede dem, så for Pernille og Henrik Kudahl i Vinkel krævede det ikke den helt store overvindelse, at lade deres lille hobbylandbrug med tre hektar jord og lidt forskelligt fra Noas Ark blive til en 4H gård.

Det betyder, at parret nu kan tilbyde børn og unge et fællesskab, hvor man sammen kommer helt tæt på livet på landet ved at blive en aktiv del af pasningen af både haver, dyr og naturen omkring gården.

Det gør man under det landsdækkende, almennyttige 4H, som er en upolitisk, ureligiøs forening med næsten 100 år på bagen, hvor de fire H´er står for Hånd, Hoved, Hjerte og Helbred.

Den har som formål at skabe interesse for naturen, dyr, jord og mad, og mens den interesse hele tiden har været nærværende i familien på Vinkelvej, er det nyt, at man også inviterer børn og unge udefra til at deltage i pasningen af små jordlodder og gårdens dyr.

De råhyggede sig

Onsdag den 16. september havde 4H gården på Vinkelvej så opstart for både børn og forældre, og den vanlige besætning på gården var i dagens anledning udvidet med lidt sommerfugle i maven.

- Men der kom 13 børn, og der var en mere, der ikke lige kunne, så det var bare så fint. De råhyggede sig, og jeg tror godt, de kunne have taget en time eller to mere. »Vi ses på onsdag«, råbte de, og der er da også kommet et par sms´er fra glade forældre med tak for, at vi giver dem mulighed for det. Så det er bare megadejligt, lyder det fra Pernille Kudahl.

Randi Knudsen, der også var med til åbningen, samtykker. Hun er formand for Skive 4H og er blandt andet kendt af en masse børn i lokalområdet for sin mangeårige medvirken i sommerferiens Madskoler for børn.

I forbindelse med etableringen af 4H gården har man suppleret det allerede eksisterende dyrehold af hunde, katte, heste, grise, og hængebugsvin med kaniner, høns og marsvin. Og selvfølgelig dværghamsteren Ejgil, ikke at forglemme.

- Jeg tror nok, vi har 54 dyr lige nu, sukker Pernille Kudahl og griner, mens hundene Sif og Karla leger fangeleg omkring benene af hende.

- Og så har vi jo også rådyr, der går lige herude bagved på marken, så det er bare megahyggeligt.

4H henvendte sig

Det var til denne Morten Korch-idyl, at familien onsdag lukkede leddet op for de børn, der takkede ja til tilbuddet, der har fast mødetid hver onsdag klokken 16-18 med pause i december, januar og juli, og med plads til omkring tyve børn i alt. Men udsigten til fuld booking er ikke noget, der skræmmer gårdens mor.

- I og med, at vi selv har fem børn i en sammenbragt familie, har vi altid et væld af børn herude. Det er meget stille i dag, hvor der kun er to børn, men ellers har vi tit ti rundt om spisebordet. Så vi havde egentlig, allerede inden vi blev spurgt, om vi ville være en del af det her, gået med tanken om at blive besøgsgård, siger Pernille Kudahl.

Men inden den tanke var blevet til handling, blev parret kontaktet af 4H konsulent Joan Bruun, der følger gårdens facebookside og ville vide, om de kunne være interesseret, og det sagde de ja til.

- Men det har krævet en del forberedelser, og vi har bare haft megatravlt op til åbningen. Vi har for eksempel skullet finde ud af, hvilke arealer, der skulle gå til hvad. Det er sådan, at hvert barn får sin egen køkkenhave, og selv om det ikke er noget, vi kan starte op lige nu, er det noget, vi kan forberede, og det er det stykke jord, du kan se dernede. Der har grisene gået før, så dem har vi rykket en tak længere væk, siger Pernille Kudahl og peger ned mod soen Agnes, der går og grynter bag det tomme areal, hvor små køkkenhaver gerne skal begynde at spire til foråret.

Binder det hele sammen

Pernille og Henrik Kudahl er begge uddannet landmand, men mens han nu er landbrugsdirektør i Den Jyske Sparekasse, har hun fået sit arbejdsliv sådan indrettet, at hun er pædagogisk medarbejder på STU Skivefjord 32 timer om ugen, så hun kan lægge nogle flere timer med arbejdet derhjemme.

- Det falder os helt naturligt og ligger os meget på sinde, at børnene skal have kendskab til, hvad det kræver at have dyr, og hvor fødevarerne kommer fra, og det er vores håb, at vi kan binde det hele sammen herude. Så de ser grisene blive født, de ser dem ryge til slagteren, og de ser dem komme tilbage fra slagteren. De ser, at hønsene lægger noget gødning, som de til foråret kan bruge ude i deres køkkenhaver, så de kan høste en masse lækre grøntsager, og det, der bliver til overs fra køkkenhaven, kan hønsene få. Så de får en forståelse for hele den her cirkel, og hvordan tingene passer sammen.

----------------------------

FAKTA: DE 4 H´ER

- En flittig HÅND. I 4H tror man på, at børn og unge lærer bedre ved at arbejde konkret og praktisk.

- Et kvikt HOVED. I 4H lærer man hele livet og gennem alle sanser ved at gøre læring til leg og leg til læring.

- Et varmt HJERTE. 4H´s aktiviteter er lokalt og nært forankrede med plads til alle. En aktivitet afhænger af og bestemmes af de børn, unge og voksne, der deltager i aktiviteten.

- Et godt HELBRED. i 4H mener man, at et aktivt liv og gode kostvaner giver et sundt liv.