3 MENINGER: Elbiler

Hvad kan få dig til at købe en elbil?

26. september 2020, 06:05
1 af 3 JØRGEN SVENSON, VRIDSTED Jeg er ikke modstander af elbiler, men de skal »køre selv«. Vi har i forvejen verdens højeste afgifter på biler, så jeg kan ikke se, hvorfor dem med diesel- og benzinbiler skal straffes. Politikerne går helt i selvsving, når der tales grøn energi, men sandheden er, at dieselbiler er langt fremme med lav CO2. Og så er der de manglende ladestandere. Kan forsyningsselskaberne overhovedet klare netbelastningen, hvis der kommer så mange elbiler, som politikerne tror på? Lad os tage den med ro og lade udviklingen gå af sig selv - uden diktater.
2 af 3 FRANK MIKKELSEN, MØNSTED Det vil helt sikkert afhænge af prisen. Jeg synes stadig, elbilerne er for dyre i anskaffelse, der er langt mellem ladestationerne, og vil det være muligt at finde en, når der er brug for det? Vigtigst for mig vil være at få økonomien på plads iht. staten, så vi kender prisen de næste 10 år og ikke får trukket en ny afgift ned over hovedet, når elbilen er anskaffet. Og her, synes jeg, at »road-pricing« vil være en fremragende idé med differentierede priser, alt efter om du kører el/hybrid, benzin eller diesel, og selvfølgelig også gældende for udenlandske billister.
3 af 3 CHRISTINA BILDE HEILSKOV, STOHOLM Jeg er stor fan af elbiler og husker min store fascination, da Ellerten kørte rundt for år tilbage. Nu er min fascination faldet på en Tesla, da den kører fuldt på el, er rummelig, kører virkelig godt og lydløst og med sikkerheden i top. Prisen kan diskuteres, og den ER dyr, men for mig er det en prioritering. Vil staten give en økonomisk synlig hjælpende hånd til en start, er jeg sikker på, at mange flere end mig vil være fan og tage skridtet og få skiftet benzin/dieselbilen ud, når den har tjent sin tid ud. Ingen tvivl om, at jeg og min familie ender ud med en elbil.

En kommission har fremlagt en plan for, hvordan vi skal få flere elbiler på vejene i Danmark af hensyn til den grønne omstilling. Blandt forslagene er at gøre det betydeligt dyrere at køre på fossile brændstoffer og billigere at køre på el. En model viser, at hvis målet er en million elbiler på vejene i 2030, kommer det til at koste 5900 kroner ekstra at eje en fossil bil. Blandt kritikpunkterne er, at der mange steder i landet er for langt mellem ladestationerne.