10 år med pizzeria i Stoholm

Ahad fejrer jubilæum og slår fast, at han er kommet for at blive

22. september 2020, 10:44
1 af 2 Ahad Ahmadyar fejrer de første 10 år i Stoholm med gode tilbud fra onsdag den 23. september og ugen ud. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 I 2010 åbnede Ahad Ahmadyar første gang døren til Stoholm Kebab & Bøfhus. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Den 1. marts 2010 slog han første gang dørene op til Stoholm Kebab & Bøfhus i Vestergade, og dermed kan han nu fejre 10 års jubilæum som både fjandbo og forretningsdrivende.

Ahad Ahmadyar har fundet sin rette plads i livet her, hvor han bor i et parcelhus med sin kone og tre børn. Den store dreng går i 6. klasse på Stoholm Skole, datteren går i 3. klasse, og lillefyren går stadig i vuggestue.

Og 10 år blandt fjandboerne er længe nok til, at Ahad godt tør gøre status over, hvordan det er gået.

- Vi er blevet meget glade for Stoholm. Det er gode mennesker, der bor her, siger han og nikker.

Slagter i Horsens

Før han blev pizzasvinger i Stoholm, arbejdede Ahad Ahmadyar som slagter forskellige steder gennem flere år og var til sidst på Danish Crown i Horsens.

Og da han købte butikken i Vestergade, boede han stadig i Aarhus, inden han efter cirka et halvt år flyttede i lejlighed i Stoholm, først i Søndergade og siden i Vestervang, inden han fik adresse ovenpå pizzeriaet.

Men familien har forlængst fået mere fast grund under fødderne i Stoholm, da de købte det hus på Bakkevej, hvor de nu bor.

Her føler de sig som en integreret del af byens liv, selv om det altid lige tager lidt tid at lære folk at kende.

- Det hjalp for alvor, da børnene begyndte i børnehave og skole. Så kommer man hurtigt meget mere i kontakt med de danske forældre, så nu kender vi rigtig mange familier, og de er alle sammen gode mennesker. Så vi regner bestemt ikke med at flytte, heller ikke selv om jeg skulle finde på noget andet at lave end pizzaer. Vi er kommet for at blive, især også fordi børnene er så glade for at være her, slår Ahad fast.

En stille og rolig by

Han sætter pris på, at Stoholm er en »stille og rolig« by, og selv om den er lille, er her alt, hvad man skal bruge, synes han og tæller skole, tandlæge, apotek og »alt muligt« på fingrene.

- Og det betyder også meget for mig, at jeg kan fejre 10 år på det samme sted. Jeg er glad for, at folk i Stoholm har lært mig at kende som ejer af det her pizzeria gennem lang tid. Det har aldrig været det eneste pizzeria i byen, men jeg er den eneste, der har været her så længe, mens mange andre har åbnet og lukket, åbnet og lukket. Jeg håber også, at det betyder noget for folk, at vi ikke skifter ejer her hele tiden, siger Ahad.

Med to andre pizzeriaer i byen kunne det godt være, at han mærkede lidt til konkurrencen, men Ahad mener, at de hver især har deres faste kunder, og at der er plads nok til dem alle.

- Her går det i hvert fald fint. Jeg skal ikke klage, siger han.

Har arbejdet hele tiden

Ahad Ahmadyar er 46 år gammel og kom i 2000 fra Afghanistan til Danmark, hvor han i første omgang landede på Bornholm, inden han slog sig ned i Nordjylland, hvor han fik arbejde på et slagteri.

- Og jeg har arbejdet hele tiden, lige siden jeg kom til Danmark, understreger Ahad, der egentlig var uddannet sygeplejerske i Afghanistan.

Han vil gerne sige tak for modtagelsen til de mange gode mennesker i Stoholm, hvor familien er faldet godt til og også glad deltager i foreningslivet.

Den store dreng spiller lige nu fodbold i Skive, da der ikke er et hold i Stoholm. Datteren går til spring i Stoholm og spiller også fodbold her, mens de stadig mangler at finde ud af, hvad den bette er til.

- Men de er alle sammen meget glade for at være her, og det er vi også, siger Ahad om sig selv og konen, der er syerske i Viborg.

Efter 10 år i byen har familien Ahmadyar slået rødder i Stoholm som en helt almindelig og travl, dansk familie.

Ahad Ahmadyar fejrer i øvrigt jubilæet med stærke tilbud fra onsdag den 23. september og ugen ud.