Mount Everest-foredrag aflyst

Corona stopper foredragsholder, der ellers har besteget verdens højeste bjerg uden kunstig ilt

25. september 2020, 05:30
Privatfoto

Stoholm Den 23. maj 2019 plantede bjergatleten Rasmus Kragh Dannebrog på toppen af verden, og den 30. september 2020 skulle han have plantet flaget i Stoholm, hvor han var hyret til at holde foredrag om at være den første dansker nogensinde til at bestige verdens højeste bjerg uden brug af kunstig ilt.

Men mens Mount Everest ikke var nogen forhindring for eventyreren, har coronapandemien vist sig at være det.

Man har nemlig nu på grund af de seneste coronarestriktioner set sig nødsaget til at aflyse foredraget i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, der stod som arrangør i selskab med Ældre Sagen Fjends-Karup, Stoholm Menighedsråd, Sport På Tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne og Stoholm Bibliotek.