Stoholm fik klø i Thy

Fodbold, serie 2 herrer: Hanstholm IF – Stoholm IF 6-1 (4-1)

28. september 2020, 13:25
Arkivfoto

Stoholm Det har hidtil været et pointmæssigt meget sløjt efterår for Stoholm IF-Fodbolds serie 2 oprykkere, og her med fem kampe tilbage ser det særdeles svært ud i forhold til overlevelse. Det er blot blevet til tre uafgjorte kampe, mens de resterende seks er blevet tabt.

Senest var mandskabet på langfart til Thy lørdag eftermiddag, og det blev ikke nogen rar oplevelse.

SIF har generelt været involveret i tætte opgør hidtil i efteråret, men to gange er det gået galt – i den første dyst efter sommerferien tabte holdet 7-2 ude til Viborg Søndermarken, og i lørdags gik det også galt, da de 90 minutter endte i et barskt 6-1 nederlag.

SIF kom i både vejrmæssig og spillemæssig modvind fra start, og det meste af 1. halvleg stod der Hanstholm på i en sådan grad, at stoholmerne ikke kunne indvende noget mod, at der stod 4-1 ved pausen til hjemmeholdet.

Spillende træner Jesper Lindegaard var ikke med i Thy, så det var assistenttræner Kim Kirkeby, der efterfølgende aflagde beretning.

- Vi kom ikke i nærheden af ret meget, og nederlaget kan der på ingen måde indvendes noget imod. Den bedste aktion var Jonathan Juls reducering til 2-1 knap midtvejs i 1. halvleg – her pressede Jul en Hanstholm-forsvarer til en for kort tilbagelægning, som han så selv nåede og fik sendt i nettet. I de sidste 45 minutter fik vi vinden i ryggen, og det gjorde, at det blev mere lige. Vi kom også frem til chancer, men det var Hanstholm, der scorede to mål i 2. halvleg, så det blev et stort nederlag, konstaterede Kim Kirkeby, der kunne se unge Lasse Svendsen få de fleste fidusstemmer.

De andre to bundhold spillede uafgjort i denne runde, så det betyder, at SIF-Fodbold nu har 4 point op til 6. pladsen.

I den kommende runde bliver der fløjtet op til lokalopgør på Karlsen Arena i Stoholm, når naboerne fra Højslev Station kigger forbi.

HIF’erne fører tabellen og har kurs mod serie 1, så gæsterne er storfavoritter mod stoholmerne, der højst overraskende fik 0-0 i det omvendte møde.

Der fløjtes op på lørdag den 3. oktober klokken 15 på en dag, hvor der er et lille ministævne med både U10 Drenge (5-mands) + U13 Drenge og U13 Piger (8-mands) om formiddagen samt serie 5 på stadion klokken 13.