Lars Højrup stopper til jul

Den 23. december drejer Lars Højrup Johansen for sidste gang nøglen til Tøjeksperten i Stoholm

29. september 2020, 11:40
Når Lars Højrup Johansen torsdag den 1. oktober starter udsalg i Tøjeksperten i Stoholm, bliver der samtidig tale om ophørsudsalg. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Når Lars Højrup Johansen torsdag den 1. oktober starter udsalg i Tøjeksperten i Stoholm, bliver der samtidig tale om ophørsudsalg.

Den inkarnerede Stoholm-dreng, der har solgt tøj fra matriklen i Nørregade siden 1980, har nemlig besluttet, at, når han drejer nøglen til butikken den 23. december, bliver den ikke lukket op igen.

- Det er ikke noget, der er besluttet hen over natten på grund af corona eller noget. Jeg tog den beslutning for to år siden, at når jeg blev 65 den 27. december 2020, ville jeg stoppe efter 40 gode år, siger Lars Højrup Johansen.

Rent faktisk har han skubbet tøj over disken i 43 år i alt, da han startede med at sælge trompetbukser helt tilbage i 70´erne, da han stod i lære i Skive.

- Ja, det er godt nok længe, funderer han.

Nye rykker ind

Lars Højrup Johansen oplyser, at han råder over lokalerne indtil den 1. januar, hvor der skal være ryddet. Ejeren af huset har nemlig allerede truffet aftale til anden side om en ny virksomhed på stedet.

Med ophørsudsalget håber Lars Højrup Johansen at få tyndet godt ud i varelageret, og ellers har han en aftale med gode kolleger om måske at aftage noget af det sidste.

Herefter ligger det ikke helt fast, hvad der så skal ske, men det er en mulighed at følge i hustruens fodspor.

- Tove gik på efterløn for to år siden, hvor jeg besluttede, at jeg ville overholde den lejekontrakt på yderligere to år, jeg havde. Men det giver os nogle nye muligheder. Det giver blandt andet lejlighed til at aflægge nogle flere besøg hos børnebørn i København og Aarhus, og så har vi også et sommerhus ved vestkysten, som vi i hvert fald ikke har slidt op. Der er nogle gange, hvor vi knap kan huske adressen på den, så den vil blive benyttet betydeligt mere, siger Lars Højrup Johansen og giver et forsigtigt bud på, hvor sommerhuset ligger.

- I Søndervig. Tror jeg nok, griner han.

Det bliver vemodigt

Under alle omstændigheder kommer Lars Højrup Johansen ikke til helt at forlade arbejdsmarkedet.

Han har nemlig ved siden af tøjforretningen gennem nogle år passet et »hyggejob« som buschauffør hos De Gule Busser, primært med skolebørn, men også lidt rutekørsel, og det kommer han ikke til helt at droppe.

- Det skal vi lige have en snak om, men i et eller andet omfang bliver jeg ved, siger han med reference til Hans Ole Nielsen, der har De Gule Busser.

Også Lars Højrup Johansens tillidsposter i både Stoholm Fritids- og Kulturcenter og tennisklubben samt hans eget idrætsliv med fodbold, golf og cykling vil fortsat blive passet som hidtil.

Men ellers er han godt klar over, at det bliver noget anderledes at vågne op efter nytår uden tøj, så at sige.

- Det bliver da vemodigt, når jeg den 23. december skal hen at låse døren for sidste gang, men jeg er afklaret med det. For samtidig har jeg også den der fornemmelse af, at jeg har haft 40 gode år sammen med både kunder og medarbejdere. Jeg har jo en masse trofaste kunder, der er kommet her i en menneskealder, og jeg har kun haft gode medarbejdere. Så det har været et godt arbejdsliv.