Fortsat kamp for bedre veje

01. oktober 2020, 12:56
Kristian Pihl Lorentzen. Privatfoto

Tak til formanden for Dansk Byggeri i Midt- og Vestjylland, Michael Nielsen, der her i avisen den 30/9 slog kraftig til lyd for snarlige investeringer i landsdelens vejnet, herunder konkret i Rute 34 og 26 mellem Herning og Hanstholm.

Jeg er fuldkommen enig. Og i modsætning til Socialdemokratiet, så har Venstre for længst handlet på dette påtrængende behov.

Det skete, da vi i marts 2019 indgik en stor, ambitiøs og fuldt finansieret trafikaftale til 112 milliarder kroner med DF, K og LA. Alle påtrængende vejprojekter her i landsdelen var med i denne aftale med angivelse af årstal for byggestart.

Desværre resulterede valget i juni 2019 i et rødt flertal og en S-regering, der har revet den konkrete trafikaftale i stykker. Og siden er intet sket, selvom netop S i valgkampen slog hårdt til lyd for vejinvesteringer.

Derved har vi nu spildt mindst to år med deraf følgende tab af tid og penge for borgere og virksomheder. V har længe presset hårdt på for at få gang i trafikforhandlinger, men regeringen er passiv.

Konklusion: I modsætning til S har V allerede handlet med hensyn til at skaffe midt- og vestjyderne bedre veje. Og vi agter at kæmpe videre med uformindsket styrke, selv om det er mere op ad bakke med et rødt og vejskeptisk flertal på Christiansborg.

Hvor der er vilje, er der vej!