Sport på Tværs tilpasser sig corona

06. oktober 2020, 11:09
Arkivfoto: Henrik Bagge

Stoholm De nåede lige at få pulsen op med en enkelt omgang højoktan comeback-gymnastik i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, og så blev Sport på Tværs igen ramt af opstramninger i corona-restriktionerne.

Men det betyder ikke, at de gæve seniorer er gået op for at lægge sig. Løsningsorienterede, som de er, har de nemlig fundet en ny måde at tackle coronaproblematikken på, så der igen bliver gymnastik fra torsdag den 8. oktober klokken 09.30 efter et par ugers pause.

De nye restriktioner betyder nu blot, at grænsen hedder 50 personer i hver af de to haller i Stoholm imod de 100, hver hal måtte rumme til den første genopstart den 17. september.

Det giver 100 pladser i alt, og da det formentlig ikke helt er nok til at favne alle dem, der har lyst til at komme i gang igen, har man tøvet med at benytte sig af muligheden, da det helst ikke skulle udvikle sig til et kapløb om at komme først.

Men på utallige opfordringer er man nu klar til genopstart version 2.0 med et lidt ændret format.

- Vi laver en gåtur i naturen for de resterende, samtidig med at de andre laver gymnastik. Det passer også godt med, at nogle gerne vil undgå at samles indendøre. Måske kører vi så til et sted i omegnen og går en tur, men vi starter fra hallen klokken 09.30 ligesom de andre, siger Mogens Nielsen fra Sport på Tværs, der allerede selv har deltaget i den første gåtur ved Stubbergård Sø.

Gymnastikken vil igen blive indrettet med storskærm i hal 2, og man vil så forsøge at lave en opdeling af deltagerne, så de, der plejer at spille badminton bagefter, holder til i hal 2 med egen udgang, mens de, der spiller ringo, bob og bowls bagefter holder til i hal 1 med egen udgang.

Mogens Nielsen regner med, at man således har fundet en brugbar løsning, men henstiller stadig til, at man bliver hjemme, hvis man er dårlig eller udviser symptomer.