Stoholm sejrede i skæbnekampen

Fodbold, serie 2 herrer: Stoholm IF – Sallingsund FC 2-0 (1-0)

20. oktober 2020, 18:55
Stoholm vandt 2-0 over Sallingsund.

FODBOLD Efter 10 kampe uden sejr har Stoholm IF-Fodbolds serie 2 hold på forunderlig vis rejst sig og vundet to kampe i træk. Det var der ikke meget, der tydede på, da kamp 9 og 10 blev tabt med henholdsvis 1-6 og 3-8, men først overraskede SIF’erne stort ved at vinde forrige match med 2-1 ude over Morsø FC, og det blev lørdag fulgt op med en indiskutabel 2-0 sejr i den direkte bunddyst mod Sallingsund FC. Dermed kom Jesper Lindegaard og co. op på 9 point, og vel stort set for første gang i efteråret væk fra sidstepladsen.

Mandskabet er dog ikke kommet tættere på den 6. plads, der giver nedspil, for HVA Sydthy har også ramt en stime på to sejre i træk, så der er stadig 4 point op med blot to runder tilbage, så det ser unægtelig stadig meget svært ud.

Men tilbage til weekendens dyst for her ville alt andet end en sejr betyde nedrykning efter 12. spillerunde, men foreløbig er det scenarie udsat til den kommende weekend.

Og værterne fik en aldeles fortjent sejr i en kamp, der ikke var det store spillemæssige sus, men nerve og intensiteten var naturligvis tilstede qua opgørets vigtighed. Der var ikke mange chancer undervejs, men SIF’erne havde stort set alle dem, der var, men det lignede en målløs 1. halvleg, indtil Martin Trankjær skubbede Morten Groths hjørnespark i nettet tæt under mål kort før halvtid.

I 2. halvleg havde stoholmerne stadig godt styr på sallingboerne, og det lignede en afgørelse, da Jonathan Jul afsluttede et flot og gennemspillet SIF-angreb i det 70. minut, for så stod der 2-0. Men i det 80. minut begik Morten Konradsen straffespark, og en scoring her ville have givet en nervepirrende afslutning. Det skete dog ikke, for målmand Rasmus Højbjerg hev en flot redning op af ærmet, så de 2-0 holdt kampen ud.

Som tidligere nævnt ser det stadig meget svært ud, og SIF skal vinde den kommende hjemmekamp mod Viborg FF, mens HVA Sydthy ikke må vinde ude over Sallingsund, der har det ene ben i serie 3. Men så længe bolden er rund, kan alt som bekendt ske, og der er kampstart på Karlsen Arena i Stoholm på lørdag d. 24. oktober klokken 15.00.