Der er ingen grund til at stoppe

Axel Nielsen har været hos Schiedel Skorstene i 40 år, og det ser han ingen grund til at lave om på lige foreløbig

21. oktober 2020, 06:12
Axel Nielsen har været ansat hos Schiedel Skorstene i 40 år. Privatfoto

Mønsted 40 års jubilarer hænger ikke på træerne - heller ikke hos Schiedel i Karup, der laver skorstenssystemer, pejse og ildsteder til blandt andet tømrerhandler og har en snes ansatte, hvoraf cirka 12 er i produktionen.

Den ene af dem er Axel Nielsen, der til daglig bor på Lundgårdsvej i smørhullet mellem Mønsted, Sparkær og Stoholm, og han er nu gennem fire årtier taget på arbejde det samme sted.

Hos Schiedel har de endda to 40 års jubilarer, idet den første blev fejret allerede sidste år. Det var værkfører Torben Nedergaard, der den 19. marts havde været i firmaet i 40 år.

Her i oktober har den snart 61-årige Axel Nielsen så været i firmaet i lige så mange år.

- Jeg blev faktisk i sin tid ansat af Torben Nedergaard, fortæller Axel Nielsen, der altså arbejder i produktionen.

En sand blæksprutte

Her har han været vidt omkring gennem årene og kan lidt af hvert.

Han kører blandt andet truck, pakker og betjener forskellige maskiner, og der er ikke meget, han ikke har prøvet i produktionen.

- Jeg har det godt og er rigtig glad for at være her. Det er gode kollegaer og godt arbejde, hvor der er mulighed for at prøve lidt forskelligt, siger han.

Der har naturligvis været op- og nedgangstider. Blandt andet har coronasituationen også ramt firmaet, og medarbejdere har været sendt hjem. Men nu kører det igen.

Skulle blive hjemme

Axel Nielsen er selv meget stolt over 40 års jubilæet.

- Men jeg er lidt skuffet over, at jeg ikke får en medalje fra dronningen. Det er der jo nogen, der gør, smiler han.

Axel har ikke tænkt sig at stoppe med at arbejde lige foreløbig. Han tvivler dog på, at han tager 50 års jubilæet med. Men man ved selvfølgelig aldrig.

På jubilæumsdagen, der var den 13. oktober, blev Axel bedt om at blive hjemme på den nedlagte landejendom på Lundgårdsvej.

Her blev han hentet i en fed bil, og ved frokosttid blev der inviteret på en bid brød til blandt andre gamle og nuværende kollegaer og venner.

Han er i øvrigt gift med Lene Nielsen, og de har både islænderheste, hunde og katte. En gang havde han også kreaturer, men det har han ikke mere.