JP Racing tabte DM-guldet på målstregen

Set i bakspejlet er Stoholms rallypar glade for en samlet andenplads efter en udfordrende sæson

27. oktober 2020, 12:46
Foto: Jan Lauridsen Andersen

Stoholm En sikker sejr i tredje afdeling af DM i rally havde bragt Jan Petersen og Jeannette Kvick fra JP Racing i Stoholm op på en samlet andenplads i mesterskabet, og målsætningen var derfor klar inden weekendens fjerde og sidste afdeling af DM omkring Kolind i Djursland: Vi går efter guldet.

Det skulle dog vise sig at blive sværere end som så.

Djurs rally bestod af tre prøver, som hver skulle køres tre gange, og som det var tilfældet i den succesfulde tredje afdeling bød også denne på gode kilometer med grus, som er Jan Petersens speciale og foretrukne efter en årrække som rallycross-kører.

Efter første gennemkørsel af de tre prøver lå teamet toer i klassen efter et forkert setup af bilen. Det blev der lavet om på, og efter næste gennemkørsel var Jan og Jeannette igen tilbage på førstepladsen med en føring på over et halvt minut.

Måtte udgå i utide

Prøve 7 skulle dog vise sig at sætte en stopper for drømmen om DM-guld.

Makkerparret havde ellers et rigtig godt flow og perfekt tempo i bilen, men 300 meter før mål skred bilen ud i topfart.

Og selv om Jan Petersen med en hurtig manøvre fik reddet bilen tilbage på sporet, var der noget galt, og i målområdet måtte teamet konstatere, at motoren var kaput, og dermed var løbet slut for JP Racing.

Surt, men de allerede indkørte point sikrede trods alt holdet en flot samlet andenplads i DM i rally, en placering teamet med servicefolk og gode samarbejdspartnere kan være godt tilfredse med efter en udfordrende 2020-sæson.