Corona lukker Sport på Tværs helt ned

De seneste stramninger rammer især senioridrætten hårdt

04. november 2020, 09:06
Arkivfoto: Britta Kristiansen

STOHOLM Senioridrættens bannerfører i Stoholm, Sport på Tværs, har besluttet helt at lukke ned for gymnastikken samt de supplerende gåture i naturen.

Det oplyser formand Mogens Nielsen, der ikke har særligt megen forståelse for, at de nye corona-stramninger skal ramme de ældre så hårdt.

- Vi vil jo gerne have vores ugentlige time med gymnastik torsdag formiddag, men indtil videre må vi kun samles 10 personer, så det går ikke. Vi er meget kede af, at det igen er seniorerne, der bliver ramt, for det er noget, der holder os i gang, siger Mogens Nielsen.

Gør alt rigtigt

Han synes selv, at både de ansvarlige og deltagerne i Sport på Tværs hidtil har håndteret forsamlingsloftet på 50 personer yderst ansvarligt og sikkert i de næsten fire uger, foreningen i denne omgang har været aktiv med gymnastik.

Medlemmerne har for eksempel været delt op i to haller med storskærm i hal 2. Sidst var man 75 samlet til gymnastik med 49 i hal 1 plus instruktør Sinna Maagaard, mens resten holdt til i hal 2 foran storskærmen.

- Og det fungerede perfekt. Vi passer på hinanden, vi holder to-tre meters afstand, vi bruger mundbind, vi spritter af, vi har egne måtter og elastikker, og vi krydser ikke deltagerne fra hal 1 og hal 2 med hinanden. Alligevel er det de unge under 21 år, der fritages for reglerne om forsamlingsforbuddet, selv om vi jo ved, at de fleste, der bliver smittet, er unge op til 30 år, siger Mogens Nielsen.