Da far var soldat

08. november 2020, 06:26
Arkivfoto: Henrik Bagge

Iglsø Tirsdag den 10. november inviterer Iglsø Ældreklub til det andet af sæsonens foredrag på Fjandbohus.

Denne gang er det Agnes Pugflod, der vil fortælle om sin fars tid som soldat i Viborg for mere end 100 år siden ud fra en dagbog og breve, som han sendte til sin familie.

Han blev senere indkaldt til Sikringsstyrelsen i 1914, men levede ellers sit vanlige liv på en gård i Vestjylland.

Foredraget er det andet i rækken i denne coronaramte sæson, og fra Iglsø Ældreklub beretter Oda Thomsen, at det første foredrag med Biker Esther gik godt med omkring 20 gæster under udvidede restriktioner.

- Ingen ved jo helt, hvad vi må, og hvad vi ikke må, så jeg har rådført mig med »Corona hotline« for skoler, institutioner og dagtilbud, som ridsede reglerne op for os, lyder det fra Oda Thomsen.

Det vil sige, at man undgår fællessang og servering, og man holder god afstand og har håndsprit på alle borde samt ved indgangen.

Ligeledes er det fra næste foredrag med Agnes Pugflod påkrævet med mundbind ved ankomst, og når man forlader sin plads.