Energi Hans giver dig varmen

Det er ikke gas, når Hobby-Huset tilbyder rådgivning om tilskud til energirenovering

05. november 2020, 05:27
Hans Nielsen sidder klar ved telefonen i Hobby-Huset. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Hobby-Huset i Stoholm er mere end bare briketter, boremaskiner og bord-/bænke-sæt.

Her er man nemlig også fyr og flamme for at rådgive folk om de populære tilskud, der aktiveres gennem den såkaldte skrotningsordning og bygningspulje, hvis man iværksætter energiforbedringer af boligen.

- Vi har faktisk en del lige nu, der søger på alt fra vinduer til tømrere, så der er ingen tvivl om, at det er det nye sort, at der igen er penge at få fra den kant, siger Hans Nielsen fra Hobby-Huset.

I virkeligheden kan man bare selv gå i gang ved at søge på den hjemmeside, der hedder sparenergi.dk, hvis man har en energiberegning på huset, der er nyere end 2012.

Men ifølge Hans Nielsen kan ikke alle overskue selv at gå i gang, så han gelejder gerne folk i den rigtige retning og hjælper dem med både tilskudsberegning, tilbud og håndværkere.

Formidler kontakten

Det vil for eksempel sige, at Hobby-Huset kan finde prisen på nogle vinduer, hvis man kommer med målene på dem, eller man kan formidle kontakt til en kompetent håndværker, hvis de ikke selv kender en.

- Vi har gode samarbejdspartnere, som, vi ved, er gode til tag eller isolering eller vinduer. Så det, der typisk sker, er, at Fru Sørensen kommer ind og siger: »Vi mangler en håndværker, kender du en, der er god til vinduer?« Og det gør vi, og så formidler vi kontakten mellem kunde og håndværker, han tager målene på vinduerne og kommer ind til os med dem, vi indhenter tilbud fra to-tre vinduesfabrikker, og dem kan håndværkeren så tage med ud til kunden. Det kører egentlig helt smertefrit. Og det samme gør sig gældende for vores VVS-afdeling med varmepumper og den slags, siger Hans Nielsen.

Og noget tyder på, at danskerne er særdeles optagede af at energiforbedre deres boliger lige nu.

I hvert fald har der været stor søgning til den seneste Bygningspulje, der åbnede den 15. oktober 2020, men selv om den pulje meget snart kan vise sig tømt, oplyser Energistyrelsen, at der allerede i starten af det nye år er nye midler klar til uddeling, så man kan søge igen, hvis man ikke når med i denne runde.