Det handler om at turde livet

13. november 2020, 06:14
Kathrine Lilleør. Pressefoto

Stoholm Kathrine Lilleør er kendt for sine kloge og kærlige meninger, og onsdag den 18. november kommer hun til Stoholm Fritids- og Kulturcenter med foredraget »Frygt ikke – om at turde livet«.

Bekymringer, ulykkelige erfaringer og håbløshed er noget, de fleste mennesker kender til, og som let kan sætte sig fast. Men hvordan lægger du fortiden bag dig og finder nyt håb for fremtiden?

Det kommer Kathrine Lilleør med et bud på. Med udgangspunkt i sit eget og andres liv samt eksempler fra den store litteratur, taler Kathrine Lilleør om kønnenes forskellighed, tilgivelse og uventet glæde.

Kathrine Lilleør er sognepræst ved Sankt Pauls Kirke i Nyboder, landskendt for sine tv-prædikener og har prøvet en del både professionelt og privat.

Og ikke mindst hendes bøger er med til at sætte hende på det litterære danmarkskort, der blandt andet tæller bestsellere som »Kvinde, hvorfor græder du«, »Kærlighed er« og »Glæd dig: 24 livshistorier«.

Foredraget finder sted den 18. november klokken 19 i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, og billetter kan købes via Viborg Bibliotekernes hjemmeside www.viborgbib.dk eller på dit lokale folkebibliotek.

Arrangementet, der er støttet af Statens Kunstfond, er et samarbejde mellem Ældre Sagen Fjends-Karup, Stoholm Menighedsråd, Sport På Tværs, Borgerforeningen v/Trivselspiloterne, Stoholms Fritids- og Kulturcenter og Stoholm Bibliotek.