Motionsløb i Stoholm coronakortsluttet

Lotte Keiser håber, at hendes planlagte cannonball-løb i stedet kan afvikles først i det nye år

16. november 2020, 10:05
1 af 2 Lotte Keiser har på grund af corona set sig nødsaget til at udsætte sit motionsløb i Stoholm på ubestemt tid, men håber på en ny dato i starten af 2021. Arkivfoto: Henrik Bagge
2 af 2 Halvmaraton nummer 40 er gennemført, men Lotte Keisers debut som løbsarrangør er foreløbig corona-udsat. Privatfoto

Stoholm Det var ellers gået så godt med alle forberedelserne, da løbeentusiast Lotte Keiser sprang ud som arrangør for at give Stoholm sit eget motionsløb med et såkaldt cannonball med både hel- og halvmaraton.

Det skulle løbe af stabelen lørdag den 21. november, og med 50 tilmeldte havde hun pladen fuld, men nu har Lotte Keiser set sig nødsaget til at udsætte løbet på ubestemt tid, og det er selvfølgelig den allestedsnærværende corona, der er kommet i vejen.

- Jeg har overvejet en forskudt start, men er gået fra det igen på grund af sikkerheden, men endnu mere fordi det går for meget ud over det sociale i det, siger Lotte Keiser.

Hun har for nylig løbet sit halvmaraton nummer 40 i Ikast, men debuten som løbsarrangør med udgangspunkt fra hjemmet på Kærvej i Stoholm lader altså vente lidt på sig.

Lotte Keiser håber, at der i stedet åbner sig en ny mulighed i starten af det nye år, så hun kan få skudt sin første cannonball af.

De tilmeldte har alle fået besked om udsættelsen, og selv om de er blevet tilbudt at få tilmeldingsgebyret tilbage, har de fleste bare valgt at beholde deres startnummer, mens de venter på en ny dato, oplyser Lotte Keiser.