Glæden ved at være til

20. november 2020, 06:12
Arkivfoto: Henrik Bagge

Iglsø »Glæden ved at være til« er et livsfilosofisk foredrag af Aage Augustinus, der tirsdag den 24. november gæster Iglsø Ældreklub i Fjandbohus.

Foredraget forsøger at indkredse glæden, for det er i virkeligheden ikke så let med glæden, ifølge Aage Augustinus.

Nutidens tankegang gør nemlig, at talen om de gode ting er svær, mens talen om elendighed tilsyneladende falder os let.

Glæden er derved blevet overladt til børn, spejdere, tumper og naturfolk, nærmest som om man skal være dum for at være glad og naiv for at tale om den.

Eller som Mark Twain lader en person sige: »Er du glad i dag, er dit eget problem, der er nok at være ked af.«

I øvrigt kan Oda Thomsen fra ældreklubben meddele, at man til dette foredrag igen vil servere kaffe med en bid brød.

- Vi sørger for, at der bliver portionsanretning og selvfølgelig også god afstand mellem deltagerne samt mundbind, når man ikke sidder på sin plads, lyder det fra Oda Thomsen.