Løgstrup Friplejehjem indvies lørdag

Man må ikke komme ind, men man er velkommen til at gå en tur udenfor og kigge ind ad vinduerne alt det, man vil

25. november 2020, 11:03
Under sommerens rejsegilde kunne Løgstrup Friplejehjem præsentere den nye forstander Susanne Søe Mikkelsen, der her på billedet står omgivet af formand for Støtteforeningen Anthon Storm (tv) og bestyrelsesformand for Løgstrup Friplejehjem Anders Jensen (th). Arkivfoto: Henrik Bagge

Løgstrup Byggeriet af Løgstrup Friplejehjem er nu ved at være afsluttet, og de første beboere flytter ind den 1. december.

Bestyrelsen for Løgstrup Friplejehjem havde planlagt, at der skulle holdes et stort åbent hus-arrangement lørdag den 28. november for at vise det flotte byggeri frem for omgivelserne.

Det bliver desværre ikke muligt på grund af risiko for coronasmitte, da bestyrelsen vurderer, at det ikke er forsvarligt at lukke besøgende ind i bygningen, så kort tid inden plejehjemmet tages i brug.

Bestyrelsen vil derimod gerne invitere interesserede til lørdag den 28. november klokken 9-16 at gå en tur omkring friplejehjemmet for udefra at besigtige det færdige byggeri og måske også gå en tur i det flot kuperede landskab omkring friplejehjemmet.

Man er velkommen til at kigge ind gennem vinduerne til lejlighederne og fællesarealerne for at få så godt et indtryk som muligt af indretningen uden at komme ind i bygningen, oplyser friplejehjemmet i en pressemeddelelse.

Starter roligt op

Der vil på dagen være opsat infoskilte, som beskriver, hvad beboerne kan se frem til ved indflytning i deres nye hjem.

- Vi håber med denne alternative indvielse, at mange vil benytte sig af muligheden for en gåtur omkring friplejehjemmet for at opleve det så nært på som muligt, inden beboerne flytter ind, siger formand for Løgstrup Friplejehjem Anders Jensen.

Ifølge forstander Susanne Søe Mikkelsen vil opstarten af friplejehjemmet foregå i et roligt tempo med 8-10 beboere, der flytter ind per 1. december.

Hun forventer, at de resterende af de 24 beboere flytter ind i løbet af de første måneder af 2021, og der er dermed fortsat ledige pladser på friplejehjemmet til interesserede beboere.

- Det har heldigvis været muligt at ansætte tilstrækkeligt med kvalificeret personale til opstarten af friplejehjemmet, men der skal suppleres med yderligere plejepersonale, når der er fuldt besat med beboere. Vi ser alle nu frem til fra den 1. december at tage imod de første beboere og give dem en optimal pleje i deres nye hjem, siger Susanne Søe Mikkelsen.