Julekoncerter med internationalt præg

27. november 2020, 11:46
Arkivfoto

STOHOLM/KOBBERUP Jul og musik hænger uløseligt sammen, og når juletiden sig nærmer med al sin trængsel og alarm, har vi også brug for noget, som får dagligdagens trivialiteter med gaveræs, arbejdspres og andre bekymringer til at svinde for en stund.

Stoholm og Kobberup Sogne har en mangeårig tradition for at holde to koncerter i de respektive kirker henholdsvis 1. og 2. søndag i advent, og det laves der ikke om på i år, selv om coronaen har gjort sit indtog siden sidst.

Den gør til gengæld, at al koncertaktivitet denne gang kommer til at foregå omkring orglet, så de optrædende ikke bevæger sig for meget rundt.

Af samme årsag kommer Kobberup-Stoholms børnekor også i år til at optræde sammen med Stoholm Kirkes voksenkor.

Desuden vil de forskellige kormedlemmer opleve, at de kommer til at tage opstilling i hvert deres felt på to gange to meter, nærmest som var de små brikker i et spil skak.

- Det er ikke optimalt, men det er udfordringernes tid, så man må få det bedste ud af det, siger arrangør Rita Rozko.

En flot musikalsk buket

Hun har igen bundet en flot buket af musikalske indslag til de to koncerter i henholdsvis Stoholm Kirke søndag den 29. november og Kobberup Kirke søndag den 6. december, begge dage klokken 19.30.

En smuk og afvekslende julekoncert med både korsang og instrumentale numre får i år et særligt internationalt præg, når der bydes på juleviser og -sange af både dansk, engelsk, polsk, tysk, fransk og sågar siciliansk oprindelse!

Det bliver også til et gensyn med at par store solister, da fløjtenist Susanne Klausen fra Viborg og saxofonist Trine Jensen-Gadegaard fra Vridsted begge har optrådt et utal af gange på egnen til både koncerter og gudstjenester.

Ud over voksen- og børnekoret optræder også Stoholm Kirkes vokalensemble, som udgøres af Janni Retoft, Myrna Andersen, Knud Hansen, Jørgen Husted og Anders Sørensen.

Hele koncerten er tilrettelagt af organist Rita Rozko, der også akkompagnerer og leder korene og ved orglet igen får selskab af Torben Kristensen.