En lys idé i Løgstrup

Der er gang i trafikken i kælderbutikken hos Lene og Ivan Høeg

09. december 2020, 08:25
1 af 2 Forretningsmæssigt driver Ivan og Lene Høeg lidt af hvert ud af havedøren, men her i julemåneden er det særligt salget af LED stearinlys, der driver værket. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Sortimentet af LED lys hos Ivan Høeg er nu om dage et noget andet end det simple bloklys, han startede med i 2013. Foto: Henrik Bagge

Løgstrup Man skulle tro, at det ville kræve godt med kvadratmeter at drive fire forskellige forretninger på én gang, men hos Ivan og Lene Høeg i Løgstrup er det hele samlet i ét rum i kælderen, hvor parrets to børn engang havde residens, indtil de fløj fra reden for snart længe siden.

Her fra butikken ydes både rådgivning inden for markedsføring og salg, drives professionel bestyrelsesarbejde og forhandles Aloe Vera-produkter.

Men det mest »butiksagtige« i butikken med indgang gennem havedøren er det store sortiment af LED lys, som spreder julehygge i kælderbiksen.

Og lige nu er det den del, det hele handler om hos Ivan Høeg Consult.

Blandet landhandel

At kælderen hos Ivan og Lene Høeg skulle ende som lidt af en blandet landhandel, var der ingen, der havde gættet på, da Ivan Høeg i 2002 sagde farvel til Caravell efter 34 år i tjeneste for køle- og frysefabrikken i Løgstrup.

Da startede han for sig selv i kælderen med professionel rådgivning og sparring inden for salg og eksport baseret på et stort netværk, der for eksempel også gav opgaver for Udenrigsministeriet.

Siden blev både professionel bestyrelsesarbejde og salget af LED stearinlys koblet på, og seneste knopskydning på Ivan Høeg Consult er forhandling af Aloe Vera produkter. Men her i december er det LED-delen, det hele handler om.

Så lyset i 2012

Det var tilbage i 2012, at Ivan Høeg første gang så lyset, da en tidligere kollega henvendte sig med et tilbud, som Ivan Høeg i første omgang havde let ved at afslå.

- Jeg spurgte, hvad det var, og da han sagde, at det var stearinlys, sagde jeg: »Det kan du fandme godt glemme, jeg skal ikke arbejde med stearinlys.« Men så sagde han, at det var nyt og batteridrevet og lignede den ægte vare og alting. Og så sagde jeg, at han kunne sende os nogle prøver. Og det var faktisk den heroppe, siger Ivan Høeg og rejser sig for at hente et bloklys, der ikke produceres længere.

- Både Lene og jeg tænkte, at det godt nok var specielt, men så begyndte vi lige så stille at sætte dem på spisebordet, når vi havde gæster. Og det gik fint. Der var faktisk ikke rigtig nogen, der opdagede det inden hen på aftenen, når en af os så prøvede at puste dem ud, hvilket vi jo ikke kunne. Så det var faktisk bare på den måde, det hele startede, siger Ivan Høeg.

Kan købes for billigt

Siden har det lille firma så i stor stil importeret og solgt LED-baserede stearinlys til en stadig stigende kundekreds, og efterhånden er produktet også blevet så populært, at en lang række billigere udgaver er kommet på markedet og sælges fra snart sagt enhver type detailvirksomhed.

Men Ivan Høeg Consult holder fast i kvaliteten, og det lønner sig.

- Vi har bare altid sagt, at vi kun vil have kvalitetsprodukter. Vi vil have, at kunderne er tilfredse, og er der problemer med produktet, bliver det byttet eller repareret. Man kan godt købe nogle til 10 eller 25 kroner andre steder, men vi har efterhånden temmelig mange kunder, der ikke var tilfredse med noget, de har købt for billigt, og nu vil de gerne købe her i stedet, siger Ivan Høeg.

- De finder jo ud af, at nogle er mere livagtige end andre, supplerer Lene Høeg.

Der sker hele tiden nyt på produktudviklingen, og for eksempel kan et batteri nu holde liv i lyset i helt op til 400 timer, ligesom der fås fjernbetjeninger til.

Også designmæssigt sker der hele tiden nyt, og har man en dyr Piet Hein- eller Georg Jensen-stage stående, som man er træt af at have stearin løbende nedad, har Ivan Høeg også lys, der lige passer til det design.

Nul forurening

Og så er der selvfølgelig hele sundhedsdelen. I modsætning til almindelige stearinlys er der hverken brandfare eller forurening forbundet med LED lysene, og det er især godt nyt for folk med KOL, astma eller andre luftvejssygdomme, som mere end 600.000 danskere i dag døjer med.

Mens det i starten næsten udelukkende var private, der købte Ivan Høegs LED-lys, er kundekredsen blevet udvidet betragteligt med en gruppe, der også gerne afgiver større ordrer.

De seneste år er en del restauranter, hoteller, plejehjem hospicer og kirker nemlig også kommet med på vognen.