PMV-sag er afsluttet

18. december 2020, 14:08
Det kunne være gået helt galt, men føreren af personbilen slap heldigvis fra ulykken uden men. Foto: Jesper Hesselbjerg/ Midtjysk Brand & Redning

En mørk morgen i starten af februar gik en bakmanøvre under en militærøvelse helt galt og resulterede i en ulykke på Egebjergvej syd for Vridsted.

En pansret mandskabsvogn (PMV) kørte forbi en grusvej, hvor den skulle have drejet. Føreren satte derfor i bakgear uden at tjekke, om der var fri bane bagud. Her holdt en Toyota Auris, hvis kvindelige fører ikke nåede at reagere, før det tunge køretøj var på vej hen over bilen med hende i.

PMV´ens personel blev dog opmærksom på misgerningen i tide, og kvinden slap fra uheldet med en slem forskrækkelse.

Sagen er siden blevet behandlet af auditørkorpset, der nu har afsluttet den med det resultat, at føreren af PMV´en, en 22-årig mand, har fået et klip i kørekortet samt en bøde på 2000 kroner for at »foretage bakning uden at sikre sig, at det kunne ske uden fare eller ulempe for andre«, som der står i auditørkorpsets afgørelse.