Restriktioner på Birkegården ophævet

06. januar 2021, 14:55
Arkivfoto

Styrelsen for Patientsikkerhed har den 2. januar 2021 ophævet det påbud, som omfattede et midlertidigt forbud med skærpede besøgsrestriktioner på Pleje- og Omsorgscenter Birkegården i Stoholm.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Viborg Kommune.

Efter den seneste test for Covid-19 den 29. december 2020 har man konstateret, at ingen nye beboere eller ansatte på Birkegården er testet positive. Alle medarbejdere er dermed raske igen, og kun én beboer er stadig syg af Covid-19.

Det vurderes derfor, at Birkegården nu kan overgå til at følge de generelle restriktioner for plejecentre i Viborg Kommune, så beboerne har mulighed for at få besøg af op til tre faste, nære pårørende i egen bolig samt benytte sig af det udendørs, opvarmede besøgstelt.

Som på kommunens øvrige plejecentre må der dog kun være to besøgende i boligen ad gangen med fire kvadratmeter til rådighed per person.

Alle pårørende og beboere på Birkegården er blevet informeret om de nye retningslinjer, og pårørende skal fortsat kontakte plejecenteret, inden de kommer på besøg.

Skærpelsen blev indført den 18. december 2020, fordi flere beboere og medarbejdere var smittet med Covid-19.

Under forbuddet havde beboerne kun mulighed for at have én nær pårørende på besøg i egen bolig, mens andre pårørende kunne komme på besøg i kritiske situationer.