Sparkær har udsigt til trinbræt i 2022

07. januar 2021, 11:41
Arkivfoto: Henrik Bagge

Først blev der givet grønt lys, så gik bommene ned, og nu er de halvvejs på vej op igen.

2020 har været lidt af en rutsjetur for de borgere, der i årevis har kæmpet for et trinbræt i Sparkær, der kunne få toget til igen at standse i lillebyen for første gang siden 1979.

I starten af september så det ud til, at projektet var sat på skinner, da et stort flertal i Viborg Byråd vedtog at afsætte syv millioner kroner på budgettet for 2021 til et trinbræt i byen.

Dengang satsede Toggruppen i Sparkær, som har stået for det omfattende lobbyarbejde, hårdt på, at det første tog ville stoppe i Sparkær i december 2021, når en ny køreplan ser dagens lys.

Det håb fik dog et alvorligt skud for boven, da Banedanmark i et brev af 24. september meddelte Viborg Kommune, at en plan om at udrulle et nyt signalprogram på strækningen mellem Aarhus og Struer i løbet af 2021 umuliggjorde en samtidig anlæggelse og ibrugtagning af trinbrættet i Sparkær, da det ifølge Banedanmark ville udgøre en »væsentlig projektrisiko at udføre andre arbejder sideløbende med Signalprogrammet«.

Ovenikøbet blev man stillet i udsigt, at det kunne vare helt til 2024, inden trinbrættet kunne tages i brug.

Det fik både Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, og SF´s ditto Anne Valentina Berthelsen, til at spidse pennen, og en henvendelse til transportminister Benny Engelbrecht (S) har nu resulteret i et nyt notat fra Banedanmark.

Af det fremgår, at det nu formentlig alligevel vil være muligt at anlægge trinbrættet med efterfølgende ibrugtagning så tidligt som i anden halvdel af 2021, men i hvert fald senest i 2022.

Det er dog betinget af, at den signaltekniske ændring viser sig at være ukompliceret uden at kræve en opdatering af selve softwaren i signalsystemet.

Under alle omstændigheder bliver de nye signaler fra Banedanmark hilst velkommen i Toggruppen i Sparkær.

- Det er godt nyt, selv om det i min optik burde hedde december 21. Så længe det ikke bliver 24, for det ville være frygteligt, siger Kristian Olesen fra Toggruppen.

Han har aldrig været i tvivl om, at der nok skal komme et trinbræt i Sparkær, men af hensyn til bosætning i byen er det ikke ligegyldigt, hvornår det bliver.

- Jeg håber bare, at vi kommer på så hurtigt som muligt, og i Togggruppen bliver vi ved med at trykke på. Vi slipper ikke. Og det virker det heller ikke til, kommunen gør. Vi har i det hele taget haft et meget godt samarbejde med kommunen hele vejen igennem, siger Kristian Olesen og understreger, at man også holder tæt kontakt til Folketingets forskellige transportordførere, ikke mindst den lokale Kristian Pihl Lorentzen.

Efter etableringen af trinbrættet vil stationen skulle optages i det nye signalsystem og hos togoperatøren, i køreplanerne og i Banedanmarks øvrige trafikale systemer, før trinbrættet kan tages i brug.