Ekstra midler til Fly Eventyrhave

08. januar 2021, 05:58
Styregruppen for Fly Eventyrhave er fra venstre Mads Aabenhus, Thomas Berg, Kristian Arentz, Eva Mikkelsen, Hans Henrik Juhl, Vibeke Bitsch Kristoffersen, Rasmus Mørup Johansen og Mads Nejsum Madsen. Privatfoto

Fly Borgerforening har fået tommel op til tilskud på i alt 40.000 kroner fra Viborg Kommune til konsulentbistand i forbindelse med projektet Fly Eventyrhave.

Det sker på baggrund af en ansøgning fra borgerforeningen, der i slutningen af oktober fik bevilget 600.000 kroner fra Nordea-fondens pulje »Flere ud i det fri« til at etablere Fly Eventyrhave på et 5000 kvadratmeter stort engområde ved byens sportsplads.

Projektet står på tre ben: Et fabeltårn, en frugthave og en pumptrackbane (til cykler). Og det er anlæggelsen af sidstnævnte, som de i Fly har undervurderet omfanget af udgifter til.

Man havde selv afsat 15.000 kroner på budgettet til en landskabsarkitekt, men der har siden vist sig behov for yderligere 15.000 til den post, ligesom nødvendig konsulentbistand fra entreprenøren Dirt Builders vil beløbe sig til 16.000 kroner. Dertil kommer »det løse« som skiltning og andet, og det kommer til at løbe op i de 40.000 kroner, som Fly Borgerforening har søgt og altså også fået hos Viborg Kommune.

De 20.000 var der allerede nikket ja til fra Kultur- og Fritidsudvalget, og de resterende 20.000 kom i mål efter et møde for nylig i Landdistriktsudvalget, der har fundet midlerne i udvalgets dispositionssum.

Projektet er planlagt til at starte i februar 2021 og ventes færdigt i november 2021.