Luna og Atlas er kommet på samme platform Nu er Aula også for dagtilbud

11. januar 2021, 16:07
1 af 2 Kirsten Marie Ulstrup og hendes mand Bjørn glæder sig til at få Atlas på 4 år med over på Aula, hvor Luna på 8 år har været længe, da hun går i 2. klasse i Stoholm Skole. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Lise Hald er dagplejemor i Sparkær og ser frem til fra mandag at kommunikere gennem Aula med børnenes forældre. Hun har været på kursus i det sammen med resten af kommunens dagplejemødre. Arkivfoto: Henrik Bagge

Det er ikke længere bare forældre til skolebørn i Viborg Kommune, der skal bruge det digitale værktøj Aula, når de kommunikerer med skolens ledere, lærere og pædagoger.

Med virkning fra mandag den 11. januar er Aula også platformen, når der skal kommunikeres digitalt mellem forældre og dagtilbuddene, det vil sige dagpleje, vuggestue og børnehave.

Dermed behøver forældre nu kun at forholde sig til én kommunikationsløsning, fra barnet begynder i dagpleje eller vuggestue, til det går ud af folkeskolen.

Og det er gefundenes Fressen hos familien Ulstrup i Stoholm, hvor mor Kirsten Marie og far Bjørn hidtil har været vant til at kommunikere via Aula om Luna på otte år, der går i 2.B. på Stoholm Skole, og via BørneNettet om Atlas på 4 år, der går i børnehave i Rådhushaven.

Men nu er det slut med at have to forskellige platforme kørende til to børn.

- Det bliver godt. Vi glæder os over herhjemme, at man nu kun skal have én app på sin telefon, og jeg synes også, at Aula er nemmere at finde ud af end BørneNettet, siger en tilfreds Kirsten Marie Ulstrup.

Hun fremhæver det som en stor fordel, at hele barnets historik nu automatisk følger med over, når det bliver tid til skolestart, det være sig alt lige fra tilladelser til at blive fotograferet eller taget med på tur til sygdomshistorik, allergier eller vaccinationskort.

- Og i stedet for at skulle melde sygdom eller ferie på to forskellige platforme, så er det altså rart, at det hele nu bare kan klares på den samme, siger Kirsten Marie Ulstrup.

Hun oplyser, at der har været skrevet ud til forældrene fra børnehaven om det, og for dem, der ikke kendte til det i forvejen, er der linket til Aula-siden, så man kunne nå at blive fortrolig med det på forhånd.

Dagplejemor glæder sig

Lise Hald er dagplejemor i Sparkær, og hun glæder sig ligeledes til at droppe BørneNettet og komme på Aula sammen med børnenes forældre.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé, at de stakkels forældre kun skal tilgå ét sted fremover. Jeg er selv forælder til Viggo i 6. klasse, så jeg er vant til Aula derfra, men der bliver da sikkert lidt begyndervanskeligheder, vi lige skal over. Mange er nye på Aula, men som dagplejemødre har vi jo kontakt med forældrene to gange om dagen, så vi kan jo også bare snakke om det, når vi mødes, hvis det er. Men når alle lige får det lært, bliver det rigtig godt, tror jeg, hvis vi alle sammen har ja-hatten på, siger Lise Hald.

Hun har været på coronakorrekt Aula-kursus tilbage i december, hvor alle dagplejemødre i Viborg Vest var samlet på Stoholm Skole til en introduktion til netværket.

- Og der sad vi så, en 30 stykker vel, med hver vores iPad og øvede os og kunne stille spørgsmål og alt muligt. Og vi var virkelig i fagligt dygtige hænder, så vi blev så kloge alle sammen, var vi enige om, griner Lise Hald.

Viborg Kommune understreger, at Aula ikke erstatter den fysiske dialog og samarbejde mellem dagtilbud og forældre, men udelukkende BørneNettet som digital kommunikationsplatform hos kommunens 44 kommunale dagtilbud og 250 dagplejere.

Med Aula får alle børnehuse en ny hjemmeside, mens dagplejen samles i de enkelte områder. Skolerne i Viborg Kommune har brugt Aula som platform siden efterårsferien 2019.