Jeg stemmer imod en rigsretssag

15. januar 2021, 11:03
Kristian Pihl Lorentzen. Privatfoto

Efter moden overvejelse har jeg i dag nået frem til den konklusion, at jeg IKKE stemmer for en rigsrestssag imod min gode kollega, partifælle og ven Inger Støjberg.

Det har jeg meddelt ved dagens bevægende V-gruppemøde på Christiansborg, som var noget af det mest triste og følelsesmæssige, jeg har oplevet i mine 16 år på tinge. En ufattelig hård og skelsættende dag for Inger, der nu kan imødese en rigsretssag.

Når jeg har valgt at stemme IMOD en rigsretssag, så er min primære begrundelse, at det langt fra er sikkert, at INGER kan dømmes ved rigsretten.

Der hersker ingen tvivl om, at hun har begået en række fejl. Og det skal folketinget naturligvis følge op på. Men her har vi andre værktøjer til afstraffelse som alternativ til det juridiske »atomvåben«, som en rigsret jo er. Og dem skal vi bruge.

Min stillingtagen i denne sag kan derfor ikke tages til indtægt for, at Kristian Pihl er imod lov og ret. Tværtimod. Jeg noterer mig, at fremtrædende førende jurister har stærkt delte meninger om, hvorvidt denne sag kan begrunde en rigsret.

Desuden er der et vigtigt menneskeligt aspekt. Inger bestred tilbage i starten af 2016 en vanskelig uriaspost som udlændingeminister og var udsat for et kraftigt politisk pres på tværs af Folketinget for at gribe effektivt ind overfor barnebrude.

Det gjorde hun så på vegne af Folketinget. Desværre begik hun en række fejl og det skal Folketinget som før nævnt følge op på.

Men det er i min optik utroligt, at selvsamme folketing nu vil stille Inger for en rigsret, når der ifølge centrale vidneudsagn fra bl.a. hendes departementschef ikke er udstedt ulovlige ordrer fra hende. Det opfatter jeg som umenneskeligt.

Jeg har stor respekt for, at de fleste af mine gruppefæller er nået frem til en anden konklusion. Dagens gruppemøde og min stillingstagen til sagen kan absolut ikke udlægges som manglende opbakning til Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. Tværtimod, så viser det formandens og Venstres styrke, at der i denne uhyre vanskelige sag er plads til forskellighed, når der skal stemmes om noget så vigtigt som en rigsret. Her stemmer hvert enkelt folketingsmedlem nemlig efter egen overbevisning.

Jeg har her redegjort for min stilling. Nu skal vi i den kommende tid passe rigtig godt på Venstre og Inger. Vi skal bakke op om vores formand Jakob. Vi skal have fokus på politik frem for personer. Og nu skal vi fremad påny - sammen!

Jeg ser frem til at yde mit aktive bidrag til denne indsats, der bliver et langt sejt træk med hårdt rugbrødsarbejde i de kommende måneder. Hvor der er vilje, er der vej.