3 MENINGER: Hvordan foretrækker du din vinter?

23. januar 2021, 05:19
1 af 3 MONA JENSEN, STOHOLM Jeg synes, vi i Danmark bor det bedste sted angående vejret. Vi har fire årstider, der hver har sin charme. Derfor huer det mig ikke, at vi er begyndt at få varmere vejr, nok især om vinteren. Husker barndommens barske vintre, hvor min far måtte køre mig i skole på traktoren pga. meterhøj sne. Men vejret bliver varmere. I år blomstrede min engletrompet helt til december. Det er aldrig sket før. Jeg foretrækker en vinter med frost, sne og kulde, så man kan mærke forskellen på årstiderne.
2 af 3 KNUD DAHL, LUNDØ Min vinter skal være med let frost, vindstille, solskin om dagen, stjerneklar himmel om natten, 10 cm sne, blank is på fjorden, væld af fugle, der sidder og piller i foderbrættets solsikkefrø og fedtkugler. Svaner på engene og rådyr på markerne. I slutningen af uge 2 blev nogle af mine ønsker delvist opfyldt her på Lundø. Selv om sne- og islaget var lidt tyndt, kunne man, så snart solen var fremme, se folk i vandrestøvler ved strand og skov. Desværre er fornøjelsen som regel ret kortvarig. Næste vejrmelding kan indeholde både slud, regn, blæst og sjap.
3 af 3 ANNE MARIE LOMBORG, KJELDBJERG For mig er vinteren nok mere indhold end vejrklima. Når mit yngste barnebarn er på besøg, elsker jeg sneen, fordi han gør. Ellers er jeg ret ligeglad! Dog var den irriterende, dengang jeg var erhvervsaktiv og kørte meget. Men jeg er absolut ikke ligeglad med vejret i øvrigt. Den endeløse række af meget våde og meget grå dage, er ikke befordrende for noget som helst. Det er i januar, jeg plejer at tage på solferie med min søster, men af gode grunde ikke i år. Nu bliver jeg taknemmelig for et enkelt lille solstrejf og lidt blå himmel, Corona eller ej! Vi går helt sikkert mod lysere tider.

Vinteren fyldte ikke meget i 2020, hvor ingen dage endte uden plusgrader. Det er første gang, det er sket, siden man begyndte de officielle målinger i 1874. Ifølge DMI kommer Kong Vinter dog til at sætte sit præg på den kommende tid.