Kontant boost til Stoholm Festuge

30. januar 2021, 11:46
5000 kroner står der på den check, som bestyrelsen for Stoholm Festuge lige inden nytår modtog fra Go On. Privatfoto

Som næsten alt andet, vi plejer at forbinde med sjov og spas, blev også Stoholm Festuge i det forgangne år aflyst på grund af corona.

Men det betød ingenlunde, at den særdeles aktive bestyrelse dermed gik slukøret ud af 2020.

Tværtimod modtog foreningen kort før årsskiftet en særdeles kontant opmuntring, idet brændstofselskabet Go On i dets konkurrence »Årets Lokale Forening« havde kigget i Stoholms retning og kunne overrække Stoholm Festuge en check på 5000 kroner.

Konkurrencen, der hylder de mange foreninger, der skaber liv og sammenhold i det lokale Danmark, blev afholdt for femte år med præmier for i alt 400.000 kroner, og den baserer sig på først en nominering og siden en afstemning.

Så der er altså også grund til at takke borgerne i Stoholm, der har været ivrige og hurtige ved tasterne, og det er man da heller ikke sen til i Stoholm Festuge.

I et facebook-opslag takker Ida Munch Helmersson fra bestyrelsen borgerne for at have brugt tid på at afgive en stemme, og hun lover i samme åndedrag, at bestyrelsen mere end nogensinde er motiveret for at lave fest i et år, hvor anlægget har 150 års jubilæum og Stoholm IF kan fejre 100 års jubilæum.