Fuglebakkens flydebro

07. februar 2021, 06:34

hjarbæk De havde i forvejen en gammel bro, som de var blevet trætte af at gå og lappe på, for selv om de tog den op hvert efterår, blev det kun værre og værre.

Derfor søgte Grundejerforeningen Fuglebakken i Hjarbæk Nordea-fonden om midler, og ind på kontoen flød 20.000 kroner til en ny bro i det gamle sommerhusområde.

- Og det er vi simpelthen så taknemmelige for. Det kunne selvfølgelig ikke finansiere hele broen, men med en masse frivillig arbejdskraft sparede vi en masse penge, så nu har vi den flotteste flydebro, siger Kis Braüner, kasserer i Grundejerforeningen Fuglebakken.