Stoholm får langt om længe kunstgræs

Stoholm IF har kæmpet for en kunstgræsbane i 10 år. Nu står den - efter planen - klar 1. november

12. februar 2021, 05:25
Træner Jesper Lindegaard og spillerne i Stoholm IF kan se frem til at få mulighed for at træne på en kunstgræsbane, der, om alt går vel, står færdig i efteråret 2021. Arkivfoto: Henrik Bagge

fodbold I en coronatid uden meget fodbold at glæde sig til, er der alligevel smil på læberne i Stoholm IF. Viborg Kommune har nemlig bevilget penge, så den kunstgræsbane, klubben har ønsket sig i omkring 10 år, nu endelig er på tegnebrættet.

- Banen bliver anlagt i sensommeren, og så vil vi kunne bruge den fra 1. november, fortæller fodboldafdelingens formand, Anders Jakobsen.

- Så midt i al tristessen glæder vi os over, at vi nu endelig får noget, vi har haft brug for i lang tid.

Viborg Kommune har afsat 3,2 millioner kroner til projektet, som samlet set løber op i 4-4,5 millioner kroner for en kunstgræsbane med sand som fyldstof samt lysanlæg. Resten af beløbet skal Stoholm IF selv finansiere - formentlig i omegnen af en million kroner.

Det er ikke penge, foreningen har lige nu og her, men Anders Jakobsen er fortrøstningsfuld, selv om coronarestriktioner gør det umuligt at lave events for at samle penge ind.

- Vi har en egenkapital på omkring 500.000 kroner, og vi går også i gang med at søge fonde og har nedsat et sponsorudvalg til at samle penge ind til kunstgræsbanen, siger han.

- Vi har hele tiden sagt, at vi ikke ville tømme vores egenkapital for at finde pengene, og det arbejder vi heller ikke på at gøre. Men vi kommer til at bruge mere af den, end vi havde håbet på, og så må vi arbejde de næste år på at hente det ind igen.

Når banen er klar, vil Stoholm IF spare penge. Klubben har tidligere lejet sig ind på andre klubbers kunstgræsanlæg for at kunne træne - til en årlig pris, Anders Jakobsen anslår til 20.000 kroner.

Klubben vil ikke have udgifter til vedligehold. Det står Viborg Kommune for, og kommunerne får så også indtægterne, hvis banen lejes ud til andre klubber.

Kunstgræsbanen kommer til ligge i forlængelse af Stoholms anden træningsbane med lys.