Byråd holder for gult på ældreområde

Viborg Kommune skubber stor satsning på det gode ældreliv på grund af corona

14. februar 2021, 05:57
Borgmester Ulrik Wilbek (V) og resten af byrådet må sande, at fokus lige nu er på corona, hvorfor man har valgt at skubbe en stor satsning på det gode ældreliv lidt. Arkivfoto: Henrik Bagge

ældreliv Det blev modtaget med højt hurra og hurlumhej, da regeringen i oktober pegede på Viborg Kommune som en af syv »frikommuner«, der ville få lov at gentænke et velfærdsområde efter eget valg uden statslig indblanden i årene 2021-2023.

Viborg Kommune valgte ligesom Middelfart og Langeland Kommuner at gentænke hele ældreområdet, men selv om byrådet egentlig allerede stod klar i startboksen med flere initiativer, betyder anden bølge af corona alligevel, at man nu venter lidt med at slippe velfærdshestene løs.

- Alle har et stærkt ønske om at arbejde seriøst med Velfærdsaftalen, og vi stod alle klar til at gå i gang. Men vi må sande, at fokus lige nu helt naturligt er et andet sted, siger en ærgerlig borgmester Ulrik Wilbek (V) i en pressemeddelelse.

Dermed refererer han til den herskende coronapandemi, hvor fokus lige nu er rettet på at holde smitten væk fra de ældre borgere, mens der arbejdes på højtryk med vaccinationsprogrammet for både kommunens ældre og plejepersonalet.

Samtidig forhindrer coronaen, at man kan mødes med de ældre, deres pårørende, medarbejdere, ældreråd og en række andre samarbejdspartnere og interessenter.

Det betyder dog ikke, at arbejdet med Velfærdsaftalen går i stå. Byrådet havde for nylig et online temamøde, hvor politikerne kom med indspark til, hvad der skal være sket om tre år, når projektet er slut.

Og det møde peger i retning af et opgør med kontrol og tidstyranni, en større værdighed og valgfrihed for borgerne, en bedre inddragelse af borgere, pårørende, medarbejdere og øvrige interessenter samt kompetenceudvikling af personalet.