112 Hundepatrulje på arbejde, da bilist flygtede fra uheldsstedet

15. februar 2021, 14:37
Arkivfoto: Martin Ballund

løgstrup Det blev starten på en uheldssvanger nat for en mand i Løgstrup, da han klokken 02.16 søndag satte sig i sin firmabil for at køre.

Den 31-årige østeuropæer, der ikke har fast adresse i Danmark, nåede nemlig kun nogle få hundrede meter på sin vej, inden han påkørte en parkeret bil i Hovedgaden.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Efter sammenstødet valgte manden at tage flugten, men da politiet senere ankom til stedet med en hundepatrulje, var sporet stadig friskt, og efter kort tid fandt patruljen den lettere forkomne mand siddende i et buskads på Snabevej, hvor han forsøgte at gemme sig.

Manden havde da en flænge i hovedet efter sammenstødet, men da han blev undersøgt nærmere på skadestuen, viste det sig, at han også havde brækket næsen, ligesom en blodprøve gjorde det klart, at han havde kørt spirituskørsel.

For at gøre ondt værre, fandt politiet tilmed noget amfetamin i mandens pung, der lå i bilen.