3 MENINGER: Forår

Hvad betyder forårets komme for dig?

27. februar 2021, 05:20
1 af 3 IVAN HØEG, LØGSTRUP Efter en lang, mørk og trist vinter glæder vi os til forår. Det bliver dejligt at se erantis og vintergæk samt andre forårsblomster pible op af jorden – og samtidig høre fuglenes glade sang, der varsler forårets komme. Allerede nu kan vi se, at dagene længes, og med den tiltagende lysere tid kan vi forhåbentlig også se frem til en snarlig genåbning af det danske samfund, så vi igen kan se familie og venner og også få gang i de savnede fritidsaktiviteter som for mit vedkommende primært er badminton. Med lidt held kan det måske lykkes at spille nogle uger, før sæsonen normalt er ovre. Det bliver også skønt at komme i haven, så foråret hilses velkommen, og vi glæder os til en på alle måder lysere fremtid.
2 af 3 GRETHE ULSTRUP, STOHOLM Alle årstider har deres charme. Dog kan jeg godt sidst på vinteren føle mig lidt som en bjørn i dvale. Når foråret banker på, plejer sprælskheden at vende tilbage i min gamle krop. Så må jeg ud og kiggelytte til alle herlighederne, blomster, fugle og insekter, mens jeg rykker lidt i ukrudtet. Der bliver nok også til en udflugt til skov, sø og strand. Sidst men ikke mindst ser jeg frem til at dele en flaske vin med mand og gode venner, når vi kan finde en lun plads i solen til lyden af barneleg og solsortesang.
3 af 3 HANS PETER JOHANSEN, SPARKÆR Det flotte vintervejr har været dejligt, men her fredag formiddag skinner solen igen, og det ser ud til at vejrudsigten denne gang holder. Og foråret varsler jo aktivitet udenfor, og er der noget, vi trænger til lige nu, er det aktivitet, så humøret kan stige i takt med temperaturen. Og der er nok at tage fat på – haven skal klargøres (kartoflerne er sat til spiring), træarbejde m.m. Mest af alt glæder jeg mig dog til, at vi kan få løsnet den spændetrøje, vi holdes fast i, og kan få gang i idrætsaktiviteterne.

Ifølge DMI ser foråret ud til at presse sig på i den kommende tid efter en tid med rigtig vinter og hård frost. Det lune vejr får tag i Danmark med tocifrede varmegrader og sol, selv om temperaturen om natten stadig kan komme under frysepunktet.