Skive Festival er flyttet til september

28. februar 2021, 05:58
Formand Michael Eiskjær, her i højt humør på en tidligere Skive Festival, har sammen med den øvrige bestyrelse hele tiden haft den holdning, at der skal være en festival i 2021. Det bliver bare ikke i juni, men i stedet til september. Arkivfoto

skive Holdet bag Skive Festival har efter mange overvejelser valgt at flytte Skive Festival 2021 til første weekend i september.

Der var desværre ingen vej uden om at aflyse 2020-udgaven af Skive Festival, men bestyrelsen har hele tiden haft en helt klar holdning til, at der selvfølgelig skal være festival i Skive i 2021.

Men i en verden, som fortsat er uforudsigelig i forhold til coronavirus, ser bestyrelsen det ikke realistisk at gennemføre festivalen i juni, hvor begivenheden normalt er placeret.

Derfor flyttes festivalen, og det er vigtigt at få dette meldt ud allerede nu, hedder det i en pressemeddelelse fra festivalens bestyrelse.

- Vi har hele tiden troet på, at der skulle være en Skive Festival 2021. Derfor har styregruppen bag Skive Festival længe kigget på alternative datoer. For ikke lang tid siden, blev det meldt ud, at de fleste konfirmationer i Skive og omegn blev flyttet til august - en måned hvor der også er masser af byfester i lokalområdet, så i respekt for alle konfirmander og deres familier samt de frivillige folk i lokalområdet, der knokler for at få årets byfest på benene, valgte vi hurtigt at kigge forbi weekenderne i august, og derfor blev det så til første weekend i september, fortæller Michael Eiskjær, formand for festivalens bestyrelse.

Styregruppen får dermed ekstra tre måneder til forberedelser, hvilket i en uforudselig tid også er vigtigt.

I øvrigt er der indledt et meget positivt samarbejde med folkene bag Skive Løbet 2021, som finder sted den anden weekend i september. Begge begivenheder har udgangspunkt fra Strandtangen i Skive.

Både Skive Løbet og Skive Festival er to kæmpestore brands for Skive Kommune, og for begge gælder det om at give deltagerne den bedst mulige oplevelse.

- Vi er godt i gang med at forberede set-up’et til 2021-udgaven af Skive Festival. Vi har allerede solgt godt 5500 billetter og vil inden for kort tid sætte gang i billetsalget af de sidste billetter. Vi satser også på, at vi inden for kort tid kan begynde at offentliggøre dele af musikprogrammet, lyder det fra styregruppen.

- Det vigtigste lige nu er dog, at vi sammen med myndighederne finder den helt rigtige festivalopsætning, så vi kan levere en Skive Festival, der er 100 procent sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarlig, påpeger Michael Eiskjær.