Kviktest på skoler i Fjends

24. februar 2021, 14:47
Arkivfoto: Malkovkosta/ stock.adobe.com

corona Allerede i sidste uge blev de første test foretaget på skoler, der har tilbud om SFO-pasning i vinterferien, men fra uge 8 kan medarbejdere på alle folkeskoler i Viborg Kommune få en kviktest to gange om ugen.

Samtidig med, at skolerne igen åbnede for elever i 0.-4. klasse, skulle kommunerne nemlig sørge for, at medarbejdere, der møder fysisk op på folkeskolerne, får tilbudt kviktest to gange om ugen, og det er man altså klar til at rulle ud fra denne uge på skolerne i blandt andet Sparkær, Mønsted, Stoholm, Vridsted og Løgstrup.

Indtil da opfordres medarbejderne til at få lavet en ugentlig test på de offentligt tilgængelige teststeder. Viborg Kommune har ansat en række medarbejdere, der i hold af to skal køre rundt til de forskellige folkeskoler og foretage kviktestene.

Landets kommuner har til formålet indgået et samarbejde med Falck, der skal stå for oplæringen af disse medarbejdere og allerede er i fuld gang med at undervise i podning, håndtering af værnemidler og de administrative procedurer.

I undervisningen deltager også sundhedsfagligt personale fra Viborg Kommune, som efterfølgende vil kunne oplære nye testere, oplyses det i en pressemeddelelse.