112 Femårig indlagt med kraniebrud og blødninger

En minibus påkørte onsdag aften en lille pige, da den skulle passere en traktor med gyllevogn i Stoholm

18. marts 2021, 10:02
Arkivfoto

stoholm En femårig pige fra Stoholm blev onsdag aften indlagt på sygehuset med kraniebrud og blødninger, efter hun klokken 17.33 var blevet påkørt af en minibus på Søndergade i Stoholm.

Det fortæller Andreas Bang Andersen fra lokalpolitiet i Viborg.

- Ulykken skete, da minibussen skulle passere en traktor med gyllevogn. Den lille pige, der havde sin mor med, ventede på at løbe over vejen, indtil traktoren var kørt, men hun havde ikke set, at minibussen var på vej i den anden retning, og hun løb ud foran minibussen, der ikke kunne undgå at ramme hende, siger Andreas Bang Andersen.

Den femårige pige blev efterfølgende kørt med ambulance til sygehuset i Viborg, men ifølge Andreas Bang Andersen er hun udenfor livsfare.

- Det er ganske alvorlige skader, hun har pådraget sig, men heldigvis for omfanget af skaderne havde chaufføren af minibussen, en 55-årig kvinde fra Viborg, sænket farten, da hun skulle passere traktoren, lyder det fra Andreas Bang Andersen.

Han fortæller, at der umiddelbart ikke er sigtet nogen for ulykken, men at politiet vil undersøge det nærmere.

- Det virker mest af alt som et sammenfald af uheldige ting, og derfor har vi i første omgang ikke valgt at sigte nogen. Men det kan ikke udelukkes, at der kommer en bøde, siger Andreas Bang Andersen.

Minibussen, der havde trukket lidt ud i siden af vejen for at gøre plads til traktoren, bliver vurderet til at have kørt 30-40 kilometer i timen ved påkørslen.