Landsskue håber at gennemføre

21. marts 2021, 12:09
Endnu er det uvist, om Landsskuet 2021 bliver til noget. Nu åbnes første side af tilmeldingsfasen, men dyrene må vente lidt endnu. Arkivfoto

landbrug Arrangørerne af landsskuet i Herning satser på, at sommeren 2021 vil byde på en genoptagelse af den mange år gamle tradition med at vise dyr, maskiner og meget andet frem under åben himmel.

Planen er, at skuet vil finde sted i dagene den 1., 2. og 3. juli, og indtil videre arbejder arrangørerne på, at skuet, der er landets største dyrskue, vil blive gennemført.

- Vi både tror og håber inderligt på et Landsskue i 2021. Vi trænger til at mødes og være sammen i alle de sammenhænge, som Landsskuet har tradition for at være midtpunkt for: Udstillinger, konkurrencer og socialt samvær med udgangspunkt i den fælles glæde ved at bo på landet og være en del af landbrugserhvervet, siger formanden for Landsskuet, Kristian Gade, som bor i Flynder ved Bækmarksbro.

Bestyrelsen for det landsdækkende dyrskue har netop afviklet et fælles møde virtuelt. Her blev det besluttet at fortsætte planen og åbne for, at maskiner og produkter kan blive tilmeldt.