Lokal konservativ vil i regionsrådet

19. marts 2021, 14:22
Simon Moore Højer-Simonsen (C). Privatfoto

stoholm Det lokale byrådsmedlem Simon Højer (C) fra Stoholm melder sig nu også under fanerne til det kommende regionsvalg, efter han siden 2018 har været medlem af Viborg Byråd.

At han stiller op til regionsrådet, betyder dog ikke et farvel til byrådspolitik, for han går nemlig efter at blive valgt ind i både byrådet og regionsrådet, når der er valg den 16. november.

Med en plads begge steder håber han på at kunne bidrage til en endnu højere grad af samarbejde og samtænkning af løsninger på tværs af kommuner og region, især indenfor nogle af de områder, som ligger ham særligt på sinde, nemlig handicap og børn og unge med udfordringer eller psykiske lidelser.

- Efter fire år som byrådspolitiker er jeg klar til at tage nogle af de erfaringer med ind i regionen. Kommuner og regioner samarbejder heldigvis rigtig godt på mange områder, og med den udvikling, vi ser, inden for blandt andet sundhedsområdet, kommer der til at være meget mere af det i fremtiden. Derfor, tror jeg også, det er vigtigt med politikere, der kan se tingene fra begge sider, så det ikke bliver et spørgsmål om at sende opgaven fra region til kommune eller omvendt for at spare penge. Fokus skal være på, at uanset hvem du er, og hvor du bor, får du den rette hjælp, så der ikke er nogen, der falder mellem to stole, fordi region og kommune ikke taler samme sprog, siger Simon Højer i en pressemeddelelse.

Konservative har i forvejen meldt ud, at Stine Damborg, Viborg, stiller op som partiets spidskandidat i hele Region Midtjylland ved valget i november.

At de nu er to lokale konservative byrådsmedlemmer, der stiller op til regionsrådet, ser Simon Højer også som en klar fordel for Viborg som kommune og som et signal om, at regionen er noget, man fra konservativ side går seriøst efter og tror på.

- Konservative står stærkt både lokalt og nationalt og er gået frem ved de seneste valg til både byrådet og Folketinget i Viborg Kommune, og det, tror vi på, fortsætter ved kommunal- og regionsvalget. Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Stine de sidste fire år, og det samarbejde ser jeg frem til at fortsætte i både valgkampen og de kommende fire år i regionsrådet. Sammen kan vi sikre størst mulig indflydelse for både konservative og Viborg og omegn, siger Simon Højer.