Beslutning om børnehave skudt til hjørne

Forslag om ny daginstitution i Vestfjends er ikke droppet - men sat på pause

24. marts 2021, 16:33
Tomlen til børnehaven Myretuen i Kjeldbjerg bliver hverken vendt op eller ned på Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 23. marts. Foto: Pauli Vendelbo

vestfjends Tidligere har byrådsmedlem Claus Clausen (V), Vroue, sagt, at hvis Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune, som han selv er næstformand for, ville finde penge til vuggestuepladser i Myretuen i Kjeldbjerg, var det bedre at bruge de penge på én stor i Vridsted i stedet for to små.

Men udvalget er sandsynligvis ikke klar til at finde penge til vuggestuepladser i Myretuen. Det lå klart allerede inden et møde i udvalget tirsdag den 23. marts.

- Udvalget vil ikke finde penge til noget, før der ligger en klar vurdering af, hvad der er behov for af pladser i fremtiden, siger Claus Clausen.

Dermed bliver hans forslag om at nedlægge Myretuen i Kjeldbjerg og Åkanden i Vridsted heller ikke til noget lige nu.

Men det betyder ifølge Claus Clausen ikke, at forslaget er lagt i graven.

- Mit forslag ligger der stadig, det er bare blevet udskudt. Nu skal vi have undersøgt, hvad det er, vi kigger ind i, når vi snakker antallet af børnepladser i Vestfjends. Børnetallet er ikke et problem i år og næste år, men derefter bliver det et problem, og det vil en analyse ganske givet også vise, siger Claus Clausen.

Børne- og Ungdomsudvalget har bestilt en større analyse omkring kapacitet og behov, der skal medvirke til at skabe et klarere, samlet billede af hele Viborg Kommune på børneområdet.

Imens står Claus Clausen stadig ved, at det vil give mest mening at nedlægge børnehaven i Kjeldbjerg og bygge en helt ny i Vridsted på grund af faldende børnetal, og fordi det vil blive for dyrt at imødekomme alle de krav, der kommer til at ligge til de respektive institutioner i fremtiden.

Og i forhold til de nuværende børnehavepladser i Vestfjends forventer Claus Clausen også, at der bliver flere tomme pladser fremover.

- I øjeblikket bliver der passet flere børn i Myretuen og Åkanden, end der bor børn i distriktet. Der er altså børn fra andre byer, der får passet deres børn i Vestfjends, men det, tvivler jeg på, vil fortsætte. Der bliver født færre børn generelt i området, så der bliver ledige børnehavepladser i de byer, som børnene kommer fra nu. Og så har de ikke længere brug for Myretuen.