Bonusregn over Fjends fra Nærbrand

28. marts 2021, 11:51
Lars Christiansen. Privatfoto

fjends Midt i en sur coronatid går Lars Christiansen fra Lånum rundt og er glad.

Som lokalrådsformand i NærBrand Fjends kan han nemlig med tilfredshed notere sig, at medlemmerne i NærBrand netop har fået udbetalt en rekordstor bonus.

Hele 1479 husstande lever op til betingelserne for bonus i Fjends ved at have en aftale med NærBrand/Topdanmark og samtidig ikke have haft brug for forsikringen i 2020.

Medlemmerne har tilsammen fået udbetalt 2,8 mio. kroner, hvoraf en del er udbetalt som et særligt tillæg til dem, der har været skadesfri i mindst fire år.

Ifølge Lars Christiansen er NærBrands medlemmer kendte for at passe på og undgå forsikringsskader, hvilket også viser sig derved, at tre ud af fire faktisk opnår en bonus.

- NærBrand er ellers kendt for at arrangere noget og være med til at få ting til at ske, så nu, hvor alt er lukket ned, er det rart med gode nyheder, siger Lars Christiansen.