Tag på påskejagt i Stoholm

Familien kan ramme den rigtige påskestemning i selskab med Legeheltene

29. marts 2021, 10:14
Pressefoto

stoholm Der venter hele familien nye eventyr, når Børneulykkesfonden fra Skærtorsdag til 2. Påskedag afholder påskejagt i Stoholm til fordel for Legeheltene.

Påskejagten går ud på, at deltagerne skal gætte afsenderen på et hemmeligt gækkebrev ved hjælp af små ledetråde.

Dermed skal man have fundet både detektivbrillerne og forstørrelsesglasset frem, når jagten på de forsvundne påskeskatte går ind med poster rundt omkring i byen.

Rækkefølgen er den, at man først melder sig til på adressen www.påskejagten.dk.

Her kan man vælge mellem to pakker til henholdsvis 50 og 100 kroner. De indeholder begge et gækkebrev fra en hemmelig afsender, et bogstavskema, digital adgang til et påskejagtskort, diplom og gymbag. Laver man den dyre, følger der også heltekappe og -maske med.

Små opgaver undervejs

Når jagten så går ind, gemmer der sig rundt omkring i Stoholm små ledetråde i form af prikker, som gemmer på bogstaver, der forhåbentlig kan afsløre drillepinden ved vejs ende.

Undervejs på påskejagten vil der også være poster med små påskeopgaver – det kan være at hoppe ligesom påskeharen, baske med vingerne ligesom en påskekylling eller ønske forbipasserende en god påske.

- Vi er fortsat nødsaget til at være nytænkende og kreative med nye aktiviteter, som overholder de nye restriktioner. Det er samtidig vigtigere end nogensinde før, at vi alle, store som små, kommer ud i den friske luft og får os rørt. Så nu håber vi, at dette nye initiativ kan gøre netop det og samtidig være et lyspunkt i en svær tid, siger generalsekretær hos Børneulykkesfonden Henriette Madsen.

Når man deltager i påskejagten, støtter man Børneulykkesfondens Legehelte, der arbejder for at skabe aktiv leg og bevægelse for de cirka 60.000 børn mellem 0-14 år, der hvert år indlægges i Danmark.