Købmanden i Hagebro lukker

Sygdom har fremskyndet beslutningen, men døren holdes foreløbig på klem for salg af nonfood artikler med begrænset åbningstid

30. marts 2021, 08:25
Fra den 1. juni er det slut med dagligvarehandel hos købmanden i Hagebro, men Mie Nielsen vil fortsat være i butikken med ændrede åbningstider indtil efteråret, så hun kan få solgt ud af de mange andre ting, der også er i butikken. For eksempel sælges både en del fiskegrej samt fiskekort til to forskellige fiskeforeninger hos Højbjerg Super, der ligger få meter fra Karup Å. Foto: Henrik Bagge

hagebro Med udgangen af maj er det slut med at handle dagligvarer ind hos Højbjerg Super i Hagebro.

Da lukker butikken nemlig for salg af al kolonial, ferskvarer, brød og alle de andre daglige fornødenheder til husholdningen.

Dermed slutter en epoke for det lokale åndehul, hvis indehaver siden 1968 har heddet Ole Højbjerg, der fra 1974 også har haft sin bedre halvdel Mie Nielsen ved sin side i forretningen.

Beslutningen har parret truffet, da Ole Højbjerg er ramt af både Parkinsons sygdom og en hjerneblødning, han fik for år tilbage, så han ikke har kunnet komme ned i butikken de sidste fire år.

- Og min mand er så syg nu, at han ikke kan blive ved med at være alene hjemme så mange timer. Og jeg kan heller ikke blive ved med at holde til at rende oppe om natten ved ham, og så samtidig møde ind her klokken fem hver morgen og ofte til klokken otte om aftenen, siger Mie Nielsen, der er hjemme at se til sin mand flere gange i løbet af dagen.

Hun har p.t. to medhjælpere i butikken, hvoraf den ene går på efterløn den 1. juni. Det kan Mie Nielsen også selv gøre til efteråret, og det er udsigten til det, der har afgjort timingen af den forestående lukning.

- Vi starter med at lukke delvist ned, for vi har stadig mange ting, vi skal have solgt ud af. Det er alt indenfor isenkram, gaveartikler, fiskegrej, værktøj og den slags. Så det vil jeg fortsætte med lidt endnu, men med begrænset åbningstid, siger Mie Nielsen, der har været vant til at have åbent fra klokken syv morgen til otte aften.

Fortsætter til efteråret

De nye åbningstider har Mie Nielsen endnu ikke lagt sig fast på, men måske bliver det noget med en seks-syv timer om dagen og helt sikkert med weekendåbent.

- Jeg har i hvert fald tænkt mig at køre videre med begrænset åbningstid sommeren over, indtil vi når oktober eller november. Så må vi se, hvor meget vi har fået solgt ud til den tid og så tage stilling påny, siger Mie Nielsen.

Men lukkes helt ned, det skal det, slår hun fast. Medmindre der skulle melde sig en ny købmand på banen lige på falderebet.

- Vores største ønske ville selvfølgelig være, at der kom nogen, der ville købe det og drive det videre, siger hun om Højbjerg Super, der aldrig har været del af en kæde, men er én af de allersidste, selvstændige købmænd i landet.

Mie Nielsen regner i øvrigt med, at benzinsalget fortsætter efter lukningen, da Statoil har lejet sig ind på butikkens forplads.