Viskindes død sender bølgeskvulp til Stoholm

Gitte og Allan skulle have gentaget en koncertsucces fra efteråret, men nu kommer koncerten i stedet til at mindes den afdøde guitarist

31. marts 2021, 05:09
1 af 2 Peter Viskinde var så glad for at besøge Stoholm i september, at han selv havde arrangeret en tilbagevenden med en koncert den 7. maj. Det bliver desværre ikke til noget, da Peter Viskinde tirsdag den 23 marts døde af en blodprop i hjertet, 67 år gammel. Foto: Steen Don
2 af 2 Gitte Graversen beretter om en fantastisk koncert i hendes egen maskinhal, da Peter Viskinde med band lagde vejen forbi Lånumvej i 2020 til udelt begejstring for et lille, men meget entusiastisk publikum på omkring 65 hoveder. Foto: Steen Don

kultur Han gav en forrygende koncert for 65 gæster i en maskinhal i Stoholm i efteråret, og fredag den 7. maj skulle succesen have været gentaget. Men det bliver der ikke noget af nu.

Peter Viskinde, der blev kendt som guitarist og sangskriver i først Malurt og siden Big Fat Snake, døde tirsdag 67 år gammel af en blodprop.

Og den meddelelse var man ikke forberedt på hos det par i Stoholm, som lagde maskinhal til den legendariske koncert den aften i september og nu snart skulle gøre det igen.

- Det var vildt chokerende og nærmest surrealistisk, siger Gitte Graversen, der fik beskeden af sin mand Allan Pedersen, der lige havde hørt det i radioen.

- Jeg havde nemlig kun halvanden time før været i kontakt med Peter Viskindes booker, som ville høre, hvad vi troede omkring corona og den 7. maj. Og jeg sagde, at »vi tror på det«, for så vidt jeg kunne se, ville der ikke være noget i vejen for at gøre det efter den 6. maj. Vi blev så enige om at lade weekenden gå og se, om vi var blevet klogere. Så hun vidste heller ikke noget på det tidspunkt, og så halvanden time efter får jeg at vide, at han var død om morgenen. Så jeg var virkelig rystet, siger Gitte Graversen.

En fantastisk aften

Peter Viskinde havde selv arrangeret, at han skulle komme tilbage til Stoholm for at spille noget Bob Dylan i anledning af, at han fylder 80 år til maj, og det var Stoholm-parret ikke i tvivl om, at de igen skulle lægge matrikel til.

Gitte Graversen har nemlig stadig i frisk erindring den aften i september, da Viskinde første gang kom forbi Lånumvej.

- Det gik simpelthen skidegodt. Det var en rigtig, rigtig god koncert og en Peter Viskinde, der var i hopla. Det var virkelig en fed oplevelse, men det var jo også et tidspunkt, hvor vi ingenting måtte nærmest. Vi hungrede efter noget livemusik, og at vi så havde mulighed for at gøre det her, var jo bare fantastisk, siger hun.

Og glæden var gensidig, kan Gitte Graversen afsløre.

- De syntes også, det havde været helt fantastisk, og han lavede et opslag på sin egen side, da han kom hjem, hvor han takkede for vores entusiasme og gæstfrihed. Og så var de vilde med, at der faktisk er træloft på vores maskinhal, og det betyder, at der er en helt vildt god akustik derinde. Så det var de meget overraskede over. »Hold kæft, en god lyd der er deroppe«, sagde de, mens vi fik noget aftensmad, jeg havde lavet til dem, siger Gitte Graversen.

Oppe at vende på aftenen var også, at Gitte Graversen faktisk havde en personlig forbindelse til Peter Viskinde, om end en lille en af slagsen.

- Det er så weird, men jeg har faktisk boet til leje hos Peter Viskinde, da jeg i 1987 flyttede til København. Jeg manglede et sted at bo og fandt et værelse i den blå avis, som jeg var ude i Lyngby at kigge på og fik. Det var i en kæmpelejlighed, hvor ejeren ikke var der så meget, men en dag, han var der, spurgte jeg til det store flygel, jeg havde set i stuen gennem en fransk dør. »Nå, du spiller måske musik«, spurgte jeg, og ja, det gjorde han da. »Jeg er en del af Malurt«, sagde han så. Og jeg anede ikke, hvem manden var, selv om jeg havde hørt meget Malurt. Så det var sgu godt nok pinligt, siger Gitte Graversen grinende om sit første møde med manden, de også kaldte Sheriffen fra Lyngby.

Til koncerten i september spurgte hun så Peter Viskinde, om han kunne huske en jysk pige, der i 1987 lige var kommet ind med firetoget, og det havde de grinet en del af.

- Han kunne sgu ikke lige huske mig, og så alligevel kunne han godt huske, at han lejede værelset ud en gang imellem. Så det havde nok sat større spor i mig end i ham, griner Gitte Graversen.

Vender tilbage i ånden

At det måtte blive ved den ene koncert med Peter Viskinde hos Gitte og Allan, betyder ikke, at der ikke bliver koncert på Lånumvej den 7. maj.

Man vil nemlig i stedet kunne opleve Michelle Birkballe, der bakkes op af de musikalske tvillingebrødre Jakob og Josef Baumgartner med rødder på Skive-egnen. Den koncert var allerede booket til den 9. april, men det kan ikke blive til noget grundet de gældende coronarestriktioner.

De regler skulle imidlertid gerne være blevet lettet inden den 7. maj, og Gitte Graversen aftalte så sent som onsdag med Jakob Baumgartner, at de skulle overtage Peter Viskindes dato.

Og der er flere grunde til, at det giver god mening. Brødrene Baumgartner har nemlig begge været flittige deltagere i Peter Viskindes liveband gennem de seneste tre år, og Jakob var for eksempel også med, da Peter Viskinde spillede i Stoholm i september.

Og ved at overtage hans dato, kan det blive en passende anledning til at spille et par af hans numre og mindes ham på en god måde, har Jakob Baum-gartner selv foreslået.

- Så bliver det ligesom i ånden, når han nu selv skulle have været der, siger Gitte Graversen.

På den måde bliver der altså alligevel bundet en smuk sløjfe til Peter Viskinde i Gitte og Allans maskinhal i Stoholm fredag den 7. maj.