Løver bi-jobber igen i år

Lions Fjends går helt i frø med stor salgssucces

04. april 2021, 05:38
Foto: Przemyslaw Iciak/AdobeStock

fjends Danmarks Naturfredningsforening siger det, og Lions Fjends siger det også: Den er rivende gal med biodiversiteten.

Det var også derfor, de fjendske løver med store forventninger sidste forår lancerede deres nye og helt store bi-beskæftigelse forud for forårsmessen i Stoholm: At arbejde målrettet i den ædle bestøvnings tjeneste ved at sælge frøblandinger og dermed gøre en forskel for bierne, samtidig forskønne din have med smukke sommerblomster og tilmed sørge for, at du kunne slippe for græsslåningen!

Der var altså tale om hele tre fluer med ét smæk, for at blive i insekt-terminologien, og selv om forårsmessen dengang (som i år) blev aflyst på grund af coronavirus, var det ikke nok til at forhindre en gedigen salgssucces, ifølge Ejvind Jakobsen fra Lions Fjends.

Jomfruskørt og brudeslør

Derfor er Lions Fjends igen dette forår klar til at angribe biodiversitetskrisen fra et frøperspektiv.

Humlen i det hele er, at man laver kuverter med 10 gram blandede blomsterfrø, der rækker til 10 kvadratmeter med de skønneste sommerblomster i din have.

Det betyder, at man med et kilo Lions-frø kan dække 1000 kvadratmeter og med 10 kilo en hel hektar med nektar!

De mængder har de i Lions Fjends endnu ikke fået folk til at aftage frøene i, men de håber, at fjandboerne i den gode sags tjeneste igen i år vil overveje at indrette små områder i deres egen have til blomstrende reservater, så bien kan tage det sidste stik.

Og som et ekstra salgsargument kan man med god samvittighed spare på eller helt droppe græsslåningen forskellige steder i haven. Insekter, sommerfugle og bier trives nemlig bedre, når græsset har forskellige længder.

Frøblandingen indeholder cirka 15 forskellige arter lige fra Jomfruskørt til Brudeslør og vil blomstre i 50-60 dage.

Nu fik Lions Fjends heller ikke i år mulighed for at sværme for folket med små stikaktioner på en summende forårsmesse, men som en slags Plan Bi kan man igen købe sin frøblanding hos Butik Bente i Nørregade 3 i Stoholm.

Kommer man ikke så fine steder, kan man også erhverve sig en blanding ved at ringe til Ejvind Jakobsen fra Lions Fjends på 40 41 12 96.