To fruer med ét smæk

Klinisk kosmetolog Regina Kristensen er kommet til byen, hvor hun nu deler kaffemaskine med akupunktør Sinna Maagaard

07. april 2021, 17:36
1 af 2 Akupunktør Sinna Maagaard (tv) får nu selskab i klinikken i Stoholm af klinisk kosmetolog Regina Kristensen. Foto: Henrik Bagge
2 af 2 Siden 2010 har akupunktør Sinna Maagaard (på briksen) holdt til i klinikken i Østergade i Stoholm. Nu har hun budt velkommen til klinisk kosmetolog Regina Kristensen, som hun fremover vil dele venteværelse med i et samarbejde, som de begge forventer sig meget af. Foto: Henrik Bagge

stoholm Siden oktober 2010 har hun været alene om at tage stikkene hjem i sin Actera Klinik i Østergade i Stoholm, men nu deler akupunktør Sinna Maagaard adresse med 39-årige Regina Kristensen, der har fået et rum i klinikken til sin egen virksomhed.

Hun er lægeeksamineret klinisk kosmetolog og selvstændig erhvervsdrivende med firmaet RK Wellness & Beauty, der blandt andet tilbyder massage, ansigtsbehandlinger, kropsbehandlinger og hårfjerning.

Firmaet har siden 2016 hørt til på hjemmeadressen på Skalmstrupvej i Stoholm, men nu skal Regina til at gå »rigtigt« på arbejde inde i byen, og det glæder hun sig til.

- Jeg trænger til at komme hjemmefra, og så er her også en at være sammen med, griner Regina Kristensen, der hjemme har mand, tre børn, en hund og tre katte og altså også indtil for nylig sin arbejdsplads.

I klinikken er i forvejen et rummeligt venteværelse, som de begge kan benytte, ligesom et lille tekøkken kan servicere kunderne til både den ene og den anden, mens de venter.

Her er også et glasskab med en række af de wellness-produkter, som også sælges af Regina Kristensen, der vil klare kontorarbejdet hjemmefra.

Glæden er gensidig

Det er ikke bare Regina Kristensen, der glæder sig til noget kollegialt selskab på arbejdspladsen.

Sinna Maagaard nævner det selv som en afgørende faktor for at udvide klinikken med et nyt tilbud.

- Jeg syntes, det kunne være dejligt også at få et flow herind af nogle andre mennesker end mine egne kunder. Det er oplagt at samarbejde på nogle flere tilbud i en klinik som min. Og min akupunktur og massage er også en form for velvære. Man behøver jo ikke være syg for at komme her, siger Sinna Maagaard.

De to kender i forvejen hinanden på den helt rigtige måde, idet de begge hver især har modtaget behandling af den anden.

Det vil sige, at Regina har modtaget akupunktur af Sinna, som omvendt har været omkring Skalmstrupvej for at få ansigtsbehandlinger.

Og hun garanterer, at Regina Kristensen er i stand til at levere varen.

- Hun er rigtig dygtig. Hun har et godt sind, hun har gode hænder, og hun er omhyggelig og omsorgsfuld. Der bliver sådan pusset og nusset om dig. Det oplever jeg, når jeg er under hendes hænder, lyder anbefalingen fra Sinna Maagaard.

Hun kan også sagtens se for sig, at nogle kunder vil slå to fluer med ét smæk og starte med en behandling hos hende efterfulgt af en tur på briksen hos Regina Kristensen.

Diamantsliber og fedtfryser

Inde i den lille, hyggelige klinik hos Regina Kristensen pynter en masse diplomer på væggen fra alle de gange, hun har dygtiggjort sig inden for sit fag.

En briks optager meget af pladsen, men hun har for eksempel også fundet plads til en diamantsliber, der peeler den døde hud af ansigtet, og ved siden af den får hun også plads til en såkaldt »fedtfryser«, der skal hjælpe dig af med de overflødige håndtag.

Ifølge Regina Kristensen inkluderer hendes kunder alle typer mennesker lige fra de helt unge til de ældre, dog med en klar overvægt af kvinder, selv om klientellet også tæller en del mænd.

- Nogle kommer her, fordi de har problemer med huden, andre vil bare gerne forkæles, og manden køber gavekort til konen, så det er virkelig helt vildt forskelligt, griner Regina Kristensen og afslører, at noget af det sjoveste, hun ved, er at sidde og lave øjenbryn og -vipper på de helt unge piger.

- Det er en kunst. Det er ikke bare sådan lige, insisterer Regina.