3 MENINGER: Sociale medier

Hvad synes du om tonen på sociale medier?

10. april 2021, 05:14
1 af 3 JØRGEN SVENSON, VRIDSTED Tonen er desværre ofte hård bl.a. på facebook. Jeg lærte fra barnsben af mine forældre at udtrykke mig i ordentlighed og hvad ordet »pli« betyder. »Tænk før du taler« er et godt udgangspunkt, inden man gør det modsatte: Taler før man tænker. Nogle elsker at bruge janteloven, når man ikke kan komme i tanker om andet. Andre dyrker dobbeltmoralen og forsvarer, hvor der er billige point at score. Det hedder også »vuggende siv«. Jeg prøver at holde en god tone, men noget, der kan tænde mig, er når kvinder, børn og dyr mishandles. Og jeg kan ikke tolerere, når nogen angriber vores demokrati, der er vores identitet som danskere. Asger Aamund kan udtrykke sig uden at være ubehøvlet, mens tidligere sømandsboss Preben Møller Hansen var et eksempel på det modsatte.
2 af 3 SUSANNE BAK, STOHOLM Tonen på de sociale medier er blevet utrolig hård. Coronaen er helt sikker medvirkende til dette. Mange har fået lidt Corona-kuller pga. restriktionerne, og Danmark er nærmest delt i to lejre i forhold til folks holdninger til, hvor farlig Coronaen er, og hvor mange restriktioner, der skal sættes i værk/ophæves, og det kommer i den grad til udtryk på SoMe. Politikerne og pressen bidrager desværre heller ikke til den gode tone, snarere tværtimod, og det er super ærgerligt. Og når man så hører, at helt unge mennesker, som deltager i X-Factor modtager hademails og bliver udskammet på Facebook af voksne mennesker, så hører alting op, og det skal bare stoppe nu. En god tommelfingerregel er: Det du skal til at skrive på nettet, skal du også kunne sige til din mormor.
3 af 3 CARSTEN CHRISTENSEN, DAUGBJERG Tonen på de sociale medier kan være grov. Det har jeg selv oplevet, når jeg har kommenteret noget angående mit synspunkt på ulven i Danmark. På et tidspunkt bad min kone mig om at lade være med at skrive flere indlæg, for hun var bange for de repressalier, der kunne komme fra ulvemodstandere. Vi har snakket meget om derhjemme, også til vores teenagebørn, at det man skriver på de sociale medier, skal man turde sige ansigt til ansigt med personen. Ofte kan man bare blokere for »dumme« bemærkninger, men hvis der er saglighed i argumenter, bør man være åben overfor dem.